12. maj 2016

Ved første blik, Argentineren der kom sejlende på en cedertræsplanke

Argentineren der kom sejlende på en cedertræsplanke af Morten Vittrup, udgives af Gyldendal d. 27 maj. Modtaget til anmeldelse fra forlaget. 

Ved første blik handler om det første indtryk jeg får af en bog; omslag, titel, det første kapitel, forventninger og den første paragraf så I kan læse en smule med. Det vil måske ændre sig som tiden går.     

Denne gang omhandler det Argentineren der kom sejlende på en cedertræsplanke af Morten Vittrup. Titlen er godt nok en stor mundfuld! For mit vedkommende finder jeg det spøjst at mit første 'ved første blik'-post omhandlede Kys som har en utrolig sparsom titel og det næste er dette med en forfærdelig lang titel! 

Argentineren der kom sejlende på en cedertræsplanke udkommer fredag d. 27 maj, så der er lige lidt tid før den er i butikkerne. Ifølge bagsiden er det en slægtsroman og en fortælling om de myter, løgne, minder, sygdomme og vaner, som binder familier sammen trods alt det, der skiller dem ad. Den spænder sig over mellemkrigstidens Argentina helt op til Europa efter 2001. Første del finder sted i Málaga i 1954. 
For at være ærlig siger titlen mig ikke særlig meget, på sin vis er den interessant men jeg synes simpelthen det er en for lang titel. Den passer dog til historien indtil videre.

Jeg er helt og aldeles forelsket i forsiden! Jeg ved godt at vi ikke skal dømme bøger på deres omslag men jeg kan ikke lade være - specielt ikke når de er så flotte. Jeg er vild med det ombre i røde og orange farver som pryder forsiden og ikke mindst den minimalistiske stil - for skriften er det mest pyntede når det kommer til stykket. Det er en af de bedste danske omslag jeg nogensinde har set! 
Jeg kan dog glædeligt indrømme at jeg ikke havde set forsiden da jeg sagde ja til at modtage et eksemplar så det er altså helt og aldeles historien som trak mig ind.

Så er vi kommet til det første kapitel! Jeg har dog valgt at dele den første paragraf fra prologen, i stedet for det fra første kapitel, da det er længere og mere interessant! 
De sad tæt omslyngede i mørket. Hun følte sig fyrre år yngre. Hans hud føltes med ét spændstig, mens hun lod sin finger glide op og ned ad hans håndryg. Erindringens illusion, fortællingens magt. De var begge gamle, deres hud dvask og grov. De skulle snart dø. I hvert fald én af dem. 
Argentineren der kom sejlende på en cedertræsplanke af Morten Vittrup, prolog 
I første kapitel møder vi Sofía Baéz, en unge kvinde på 22. Sofía har svært ved at bestemme sig for hvordan hendes fremtid ser ud og da hun ikke har fundet en mand endnu overvejer hun at blive nonne. Sofía er en utrolig spændende karakter; selvom hun for tiden arbejder i et kloster som fungerer hospital - og åndeligt refugium - inkluderer mange af hendes fremtidsscenarier mænd og ægteskab.
Jeg er endnu ikke sikker på hvad mine forventninger er til denne bog, bortset fra at jeg bliver taget med på en rejse gennem tiden, men jeg synes den begynder med et særdeles stærkt kapitel og jeg glæder mig til at læse mere.

Jeg har på fornemmelsen at det bliver en fænomenal bog som jeg ikke kan slippe igen, selv efter sidste side er vendt.

1 kommentar:

  1. En meget atypisk dansk bog! En bog der lige så vel kunne have været skrevet af en latinamerikansk forfatter. En rig læseoplevelse og en bog hvor jeg tog mig selv i at nedsætte læsehastigheden på de sidste 50 sider. Jeg ville ikke slippe historien.

    SvarSlet