Udvalgte noveller af Fay Weldon

Udvalgte noveller af Fay Weldon. Udgivet af Lindhardt & Ringhof i maj 2016. Modtaget til anmeldelse fra forlaget. Orig. titel; Mischief. Orig. udgivet i 2015. Voksen, skønlitteratur, novellesamling.sider.  4 ud af 5 stjerner. 

Novellesamlinger er en finurlig størrelse for mig, for jeg ville ønske at jeg satte mere pris på dem! Jeg har en hel bunke på mine hylder og endnu flere jeg gerne vil købe. Problemet er dog at jeg ikke rigtig får dem læst og når jeg endelig gør bliver jeg for det meste skuffet. Og det er egentlig også tilfældet her. 

Den eneste novellesamling som overbeviste mig om at der stadig er håb derude, er I nærheden af Peter Hugge som jeg læste og anmeldte sidste år. Novellerne var forbundet på den ene eller den anden måde og måske er det sådanne novellesamlinger jeg skal gå efter i fremtiden. 

Jeg tog noter til hver eneste novelle i denne bog og der er altså 20 af dem. Der er dog kun en enkelt som jeg virkelig elskede og et par stykker som jeg ikke helt kan slippe igen. Mange ville dog ryge i glemslen uden noterne. 

Allerede inden jeg modtog Udvalgte noveller vidste jeg at Fay Weldon skriver om kvindeliv og ofte undertrykte og underdanige kvinder. Kvinder som er fanget i et forfærdeligt ægteskab uden en udvej. Og det er også tilfældet for mange af novellerne i denne samling. Jeg forvekslede mange af dem, fordi de til tider minder så meget om hinanden og det er jeg i bund og grund ked af. Jeg håbede, at, i hvert fald størstedelen af, novellerne ville stå skarpt i min hukommelse efter endt læsning og det er der ikke mange som gør. 

Der var dog nogle som skildte sig ud!

For eksempel Lily Barts hatteforretning (1992)som du kan læse mere om nedenunder næste billede. 

Eller Gnasker dig i mig og spytter dig ud (1988) som handler om et levende hus. 

Nede på det kliniske diskotek (1985) adskiller sig ved at være fortalt af hovedpersonen til en som hedder Linda. Den minder mig på sin vis om The Bell Jar, Believarexic og Girl, Interrupted. Fortælleren fortæller nemlig om sin tid på Broadmoor som er et hospital for psykisk syge kriminelle. 

Der er et par stykker mere som er fortalt i 1. person og ikke i 3. person og En let forfriskende virkning som er en blanding af dialog med en 3. personsfortæller. 

SUP eller Forelsket i Helsinki (1989) er fotalt til os og fortælleren er bevidst om at det er en historie som har en modtager.

Spildte liv (1993) adskiller sig ved at være fortalt fra en mandlig jeg-fortæller, den eneste novelle som har en mandlig fortæller! 

Til sidst er der dog også Rygende skorstene (2001) som bliver fortalt af Ishtar som er beskyldt for mordet på Hester Walpole Delingro - en finurlig historie. Samt Hvorfor gjorde hun det? som er en rammefortælling uden egentlig at være det. Størstedelen af historien foregår inde i hovedet på en af personerne og vi er bevidste om at det ikke er sket i virkeligheden selvom du bliver suget helt ind. 

Jeg har bevidst undgået at snakke om kortromanen som er at finde sidst i samlingen. Den hedder Ted-drømmene og jeg er ikke fan! På sin vis er det en fin fortælling, meget speciel og anderledes, men fin. Det er dog ikke helt min stil og jeg har egentlig ikke lyst til at sige mere om den. 

En af de bedste noveller er helt klart Alopeki som er fra 1976. Den spænder sig over 4 år og var fængslende fra første side! Den omhandler en gruppe veninder, som også er kollegaer. Samtale emnet falder ofte på Erica Bisham, som anklager manden, Derek, for at trække store totter hår ud af hovedet på hende mens hun sover. Maureen, den ene af veninderne, har haft et nært forhold til Erica's mand førhen og tror ikke på det. De 3 veninder bliver derfor enige om at Erica har alopeki, en sygdom hvor man taber håret. Den ene af veninderne fatter dog sympati med Erica efterhånden som det bliver værrere gennem årene. 

Det jeg elskede ved novellen er uvisheden, at vi kender først sandheden til sidst! På den ene side kan Erica jo godt lyve om hvad der sker i hjemmet, men på den anden side ser man også tit at vellidte mænd kan slippe af sted med at mishandle deres koner. Du får lov til at forme din egen mening og syn på sagen uden indblandinger, og det sætter jeg pris på. 

Det er også utrolig fedt med en novelle som spænder sig over så lang tid! Det ser man ikke så tit. 

Den bedste novelle ud af de 20 er dog Lily Barts hatteforretning, efter min mening! Den bedste måde jeg kan udtrykke mine følelser omkring historien historien er, at betegne det som et kærlighedsbrev til litteraturen, for det synes jeg virkelig at det er!
I mine noter, som jeg hastigt skrev ned efter at have læst novellen står der; den sætter litteraturen på en pedestal samtidig med at den vækker den til live.
Den er lidt svær at forklare men jeg skal da prøve, først skal dog nævnes at den handler om litterære karakterer. Emma Bovary (fra Madam Bovary) rejser efter sin fængselsdom til New York hvor hun får arbejde i Lily Barts hatteforretning. Her møder hun andre litterære karakterer.
Denne novelle sætter litteraturen i fokus på en måde jeg aldrig har mødt før og jeg må erkende at jeg elsker det! Helt klart en novelle som vil blive hos mig resten af livet. Et must-read for enhver læser.

Jeg mente at jeg havde læst en enkelt novelle af Weldon i gymnasiet men det viser sig at jeg kun har hørt en fremlæggelse om Breakages. Den er dog ikke at finde i denne samling. Jeg har i lang tid haft en interesse i Weldon, og jeg ved ikke hvad der ligger til grund for denne interesse. Måske har jeg set hendes bøger vidt omkring og har bidt mærke i det, eller måske er det fordi jeg var overbevist om at jeg havde læst og nydt en af hendes noveller førhen. Jeg har dog ejet Joannas kloning siden 1.g. men den er stadig ikke læst. Jeg håber dog at jeg kan finde flere af hendes værker som er i stil med Alopeki eller Lily Barts hatteforretning.

Fakturaen af Jonas Karlsson

Fakturaen af Jonas Karlsson. Udgives af Tiderne Skifter idag, d. 28. maj. Modtaget til anmeldelse fra forlaget. 151 sider. Voksen, skønlitteratur. 4 ud af 5 stjerner. 

Jeg faldt over Fakturaen i en mail, og det er egentlig ikke særlig tit jeg opdager bøger ved hjælp af pressemails. Jeg har dog aldrig hørt om Fakturaen før, men jeg vidste at jeg blev nødt til at skaffe et eksemplar.

Da jeg kun modtog bogen et par dage inden udgivelsen gik jeg igang med at læse den med det samme, og jeg var færdig et par timer efter, for Fakturaen er en kort bog med bare 150 sider. Den er også utrolig fængslende, som om den ikke er kort nok i forvejen!

Det som fangede mig var egentlig ikke coveret, men resuméet! Fortælleren modtager en dag en faktura på 5.700.000 kr. og han ved ikke hvorfor. Det viser sig dog at hele plottet ligger i den sætning jeg har tillagt mindst betydning; den sum han må betale for sit livs samlede lykke. Han skal altså betale 5.700.00 kr. for alt den lykke han har oplevet gennem livet, alle de oplevelser han har haft. Intet er gratis, som man kan fornemme på omslaget, og jeg fandt det faktisk yderst interessant. 

Jeg begyndte at læse Fakturaen med en forventning om at det hele var en fejltagelse men at han betalte pengene for at han kunne være sammen med Maud, hans kvindelige sagsbehandler. Og selvom jeg ikke var helt forkert på den var jeg faktisk ret så forkert på den alligevel. Fakturaen er selvfølgelig ikke en fejl da man nu skal betale et engangsbeløb for ens livs samlede lykke op til dette punkt og mere har jeg egentlig ikke lyst at sige om handlingen, for jeg vil ikke spolere bogen for jer. 

Første kapitel føles overdrevent mundant og det passer egentlig til bogen. Jeg har i hvert fald på fornemmelsen at det var meningen for at understrege pointen i at han egentlig ikke har et særligt specielt liv og hans oplevede lykke ikke er 5.700.000 kr. værd. Normalt ville denne mundane skrivemåde afskrække mig, men det trak mig ind istedet for. Jeg kunne ikke slippe bogen igen og det forklarer også hvorfor jeg vendte sidste side efter et par timer! 

"Min yndlingsfilm? Ja, det ved jeg ikke, det er svært at vælge en. Jeg synes næsten altid, at der er noget i en film . . ." Jeg kunne høre, hvordan hun smilede i den anden ende. "Det anede mig," sagde hun. "Altså, det er så svært at vælge en film."

Fakturaen af Jonas Karlsson, s. 93 

Selvom vores navnløse fortæller er 39 år gammel kunne jeg relatere til ham på visse planer. Specielt når det kommer til hans syn på film, som i kan se i citatet ovenfor, for det er egentlig sådan jeg har det med bøger!
Han føler ikke at han egentlig har gjort noget specielt med sit liv; arbejder på deltid i en videoforretning, har få venner, har oplevet en enkelt kærlighedsaffære og det er egentlig det. Det er ikke særlig mærkværdigt men alligevel er hans lykke sat utrolig højt.

Det er ikke tit at jeg er glad for overraskelser i bøger som har så stor effekt på hele plottet, men denne gang er jeg ret tilfreds. Jeg elsker opfindsomheden i det, for jeg har ikke hørt om nogen andre bøger hvor alt, og det er virkelig alt, som har en pris. Det er utrolig tankevækkende og den åbnede da mine øjne. For i en verden hvor færrere og færrere ting er gratis, har vi stadig mange gratis glæder i livet, og det burde vi sætte mere pris på.
Jeg havde ikke forventet at en skønlitterær bog på 150 sider ville åbne mine øjne for hvor godt jeg egentlig har det, men det gjorde Fakturaen altså.

Jeg slugte Fakturaen råt og det er en bog jeg vil skatte i mange år frem! Jeg tror den kom ind i mit liv på det helt rigtige tidspunkt og det priser jeg mig lykkelig for! Jeg håber at mange andre vil nyde denne bog ligesom jeg har. 

Argentineren der kom sejlende på en cedertræsplanke af Morten Vittrup (+ en lille konkurrence)

Argentineren der kom sejlende på en cedertræsplanke af Morten Vittrup. Udgives af Gyldendal idag, d. 27. maj. Modtaget til anmeldelse fra forlaget. 443 sider. Voksen, skønlitteratur, slægtsroman. 3.5 ud af 5 stjerner. 

Først vil jeg lige nævne det fine omslag! Det var svært at komme igang med bogen, for hver eneste gang jeg fandt den frem brugte jeg lang tid på at beundre omslaget. Det er simpelthen så fint!

I Argentineren der kom sejlende på en cedertræsplanke møder vi i første omgang Sofía Baéz som er 22 år gammel og ugift. Sofía arbejder i et kloster som fungerer som åndeligt refugium og hospital. En dag bliver en mand bragt ind. Han er blevet fundet på stranden og er åbenbart ankommet på en cedertræsplanke. Vores hovedperson, Victor de la Vega, får en dramatisk entre.
Det viser sig at Victor er glad for litteraturen og findes tit med en bog i hånden. Sofía bemærker dette og føler en vis forbindelse med ham. De begynder da også at snakke om litteratur, deres fælles passion, og et venskab blomstrer. Og det er blot begyndelsen.
Historien strækker sig over hele 3 generationer, fra 60'erne og helt op til nutiden. Jeg vidste på forhånd at den ville spænde sig over lang tid og de 3 generationer, den var dog ikke som ventet på det punkt. Jeg havde forventet at vi fulgte Victor i begyndelsen, derefter datteren, Laura, og til sidst barnebarnet, Marco. At vi ville have 3 forskellige hovedpersoner som hver havde deres del af historien, og på sin vis var det også sådan. Laura og Marcos del var dog forholdsvis korte og ikke i forlængelse af hinanden. For mig var Victor hele tiden hovedpersonen, historien viste hele tiden tilbage til ham, og det sætter jeg egentlig pris på. For mig viser det hvor meget indflydelse ens familie har, ens arv, så det var ikke en dårlig overraskelse.

"Jeg tror, at alle mennesker har en inderste kerne, noget, der er deres og deres alene. Som man ikke deler med andre. Hvis jeg deler min med dig, må du love ikke at fortælle den videre. Det er min historie. Jeg ønsker ikke at dele den med andre end dig."

Argentineren der kom rejsende på en cedertræsplanke af Morten Vittrup, s. 75 

Victor er en yderst interessant karakter. Han har mange hemmeligheder, og vi får egentlig først afsløret de sidste til slut. Vi kommer altså tættere og tættere på Victor igennem hele bogen, men der er altid flere sten at vende når det kommer til hans fortid. Det forundrer mig dog hvordan vi aldrig kommer helt tæt på Victor, hvor mange hemmeligheder han egentlig har - for han har virkelig mange. Selvom jeg nu har læst om størstedelen af hans liv, føler jeg egentlig ikke at jeg kender ham. Han er badet i hemmeligheder.

For at være ærlig var jeg ikke imponeret eller fanget af historien før jeg kom til stykket om Victors baggrund. Hans begyndelse på livet minder mig om Baris fra Prinsesse Bari. Begge kommer uønskede ind i denne verden, men begge kommer ud ovenpå.
Der skete også et skift i fortæller under delen om Victors baggrund og det bliver tendensen gennem bogen; når vi hører om Victors fortid eller baggrund så bliver det fortalt i 1. person. Resten af historien er fortalt i 3. person.
Lauras del var dog også underholdene. Der var et klart skift i tone og sprog da vi følger en yngre generation, og selvom det er fortalt i 3. person var jeg fanget under hendes stykke. Selvom Victors barndom er den bedste del af bogen, efter min mening, er jeg også utrolig glad for Lauras ungdom.
Der er også utrolig tydelige skel mellem generationerne. Det bliver ikke sagt ligeud, men du kan se en stor forskel fra Sofías liv til Lauras liv og derefter til Marcos liv, og det er vildt hvor stor en forskel, der egentlig er mellem generationer. Jeg fandt det virkelig interessant for selvom jeg har læst andre slægtsromaner har jeg aldrig læst en hvor der er så tydelige skel.

Det var ikke kæmpe skænderier, men det var solstråler afløst af en enkelt hidsig tordenbyge, logren med halen efterfulgt af blottede hjørnetænder, hvor territoriet lige skulle markeres. 

Argentineren der kom rejsende på en cedertræsplanke af Morten Vittrup, s. 197  

En anden ting jeg virkelig godt kan lide i Argentineren der kom sejlende på en cedertræsplanke er, at vi har flere formater! Det er ikke bare en fortælling, vi får nogle brudstykker fra Elena, Victors mors, dagbog, vi får hele breve og vi får endda en internetartikel om Victor til sidst i bogen! Det er en anden måde at markere generationerne på, men det er også en fin adspredelse fra romanen. Jeg nød dagbogen, brevene og artiklen og skriftstilen ændrede sig endda drastisk! Jeg er imponeret.

Vittrup har formået at gøre hver eneste karakter unik. Du er ikke i tvivl om hvem der er hvem, de er uhyre realistiske og det forundrer mig. I forhold til at historien strækker sig over så lang tid forventer man mange karakterer - og det er der også - men du bytter ikke om på dem, for de er beskrevet så detaljeret at du kender hver eneste af dem.

Argentineren der kom sejlende på en cedertræsplanke er opdelt i steder og årstal; Málaga 1954, Buenos Aires-provinsen 1926, Barcelona 1981 osv. Jeg frygtede at det ville føles abrupt, men det føltes egentlig meget naturligt. Det var en fin måde at lave en overgang på og selvom vi til tider sprang frem og tilbage i tiden var det ikke uoverskueligt. På det område er jeg meget imponeret.

Selvom det er en næsten 450 siders lang bog, er den egentlig længere i virkeligheden. Der er så meget historie på hver eneste side at, selvom den er hurtigt læst, føles det som om at du har læst en 1000 siders lang bog - selvom den 'kun' er 450 sider lang. Få forfattere har det talent, og Vittrup har det i den grad. Jeg har ingen anelse om hvordan han har proppet alt det ind på de sider!

Argentineren der kom sejlende på en cedertræsplanke er i den grad en usædvanlig dansk roman. Den kunne lige så godt være skrevet af en latinamerikansk forfatter istedet for en dansk, for du tænker ikke videre over det. Du bliver transportet til Argentina, Spanien og en flod i Peru, du er ikke hjemme i kolde Danmark, du er ude at rejse! Jeg støder ikke tit på danske forfattere der kan få mig til at glemme at de er danske forfattere, for der er noget specielt genkendeligt ved dansk litteratur og for mig er Argentineren der kom sejlende på en cedertræsplanke ikke dansk litteratur, det er snarere verdenslitteratur.

Til slut vil jeg lige begrunde hvor jeg har givet den 3.5 stjerner ud af 5 stjerner med de rosende ord. Det var hårdt at komme igennem begyndelsen og som sagt var jeg ikke imponeret før vi kom til Victors baggrund. Jeg kunne ikke læse i særlig lang tid af gangen, og jeg kan ikke finde ud af hvorvidt det er pga. mængden af informationer eller at jeg bare ikke blev fastholdt af historien. Der var på alle tidspunkter en distance mellem fortællingen og mig, jeg blev ikke som sådan påvirket af historien - selv ikke de sørgelige hændelser. For mig manglede der et eller andet, men jeg kan se potentialet og alt det gode i bogen. Jeg kan dog ikke se bort fra distancen og at jeg ikke havde problemer med at lægge den fra mig.

Konkurrencen

Jeg har været så heldig at få lov til, at give et eksemplar af bogen til en af mine søde læsere! Så i kan selv få fingrene i den fine bog. Alt i skal gøre er at følge bloggen, enten gennem bloglovin' eller GFC, og kommentere nedenfor. 
Jeg er altid på udkig efter nye bøger, så i er velkomne til at komme med en anbefaling i en kommentar. 
- Vinderen bliver fundet d. 10 juni

Læseren i morgentoget af Jean-Paul Didierlaurent

Læseren i morgentoget af Jean-Paul Didierlaurent. Udgivet af Politikens forlag i april 2016. Modtaget til anmeldelse fra forlaget. Orig. titel: Le Liseur du 6H27. Orig. udgivet i 2014. 156 sider. Voksen, skønlitteratur. 3 ud af 5 stjerner.

Læseren i morgentoget er en bog jeg længe har været interesseret i. Jeg prøvede i første omgang at lytte til den engelske version på lydbog, men oplæseren var ikke min kop te. Jeg blev derfor utrolig glad og overrasket da jeg fandt ud af, at Politikens forlag oversatte og udgav bogen i år! Jeg blev selvfølgelig nødt til at udnytte det og snuppe en kopi med det samme jeg havde chancen. Jeg blev dog en smule skuffet.

Læseren i morgentoget er endnu en bog for litteraturelskere, præcis ligesom Historien om A.J. Fikry eller Mr. Penumbra's 24-hour bookstore. Den var dog ikke som forventet og jeg har en del ambivalente følelser, når det kommer til stykket.

Jeg gik bare. Den nye Stephen King ventede hjemme på mit natbord. 

Læseren i morgentoget af Jean-Paul Didierlaurent, s. 141 

Bogen omhandler Guylain Vignolles. Hver morgen står han på toget kl 6.27 og læser brudstykker af verdenslitteraturen op for de andre passagerer. På sin arbejdsplads betjener han en maskine, som snarere er noget levende for ham, som kaldes 'Zerstor 500'. Denne maskine æder bøger og laver dem om til papirmasse, som så bliver lavet til nye bøger. Han kravler jævnligt ind i maskinen, for at rengøre den. På et bestemt sted, hvor vandet ikke når, sidder der altid næsten uskadte sider fast. Det er disse sider han læser op i morgentoget.
En dag finder han dog et usb-stik med en ung kvindes dagbog og historien tager en uventet drejning.

Jeg elsker bøger, selvom jeg bruger det meste af min tid på at ødelægge dem. 

Læseren i morgentoget af Jean-Paul Didierlaurent, s. 155 

Guylain Vignolles er en mand som har fået et tilfældigt navn, hans forældre så bort fra de typiske navne, helgen-navne, og valgte Guylain Vignolles ud i det blå - hvilket ikke har været helt positivt for Guylain. Han har aldrig turdet spørge sine forældre hvorfor de valgte 'Guylain', men jeg tror svaret ville være yderst interessant. Jeg foretrækker dog specielle navne og Guylain Vignolles er et uforglemmeligt et.
Guylain lever ikke, han eksisterer bare. Han går i ét med tapetet og forsvinder ind i mængden. Og det synes jeg er utrolig ærgeligt - ikke engang hans udseende er bemærkelsesværdigt! En mand med så specielt et navn burde, efter min mening, være bemærkelsesværdig. Jeg elsker dog at han er glad for litteraturen og vil dele den med andre.
Guylain er glad for bøger, hvilket gør, at hans arbejde tager livet af ham. At skulle tilintetgøre bøger hver eneste dag må være forfærdeligt! Han betragter faktisk zerstor 500 som et levende væsen, den sluger bøgerne hele, den ødelægger dem! Og han er bange for at blive spist af den når han er inde i maskineriet for at rense den. Man skulle næsten tro at det var et levende væsen, det er i hvert fald sådan beskrevet. I mine noter har jeg ordret skrevet "'Tingen', et umætteligt dyr." Guylain kalder nemlig maskinen for 'tingen'.

Guylain Vignolles bedste ven, Giuseppe, vil finde sine ben - eller lad sine ben vokse ud - ved hjælp af bøger. Det er klart en af de bedste dele af bogen, og jeg vil egentlig ikke uddybe hvad det handler om. For det er et virkelig fedt aspekt som jeg vil lade jer opdage på egen hånd.

Jeg blev dog ikke fanget af Læseren i morgentoget før til slut, og det er ærgerligt i forhold til at det er en bog på bare 150 sider. Det tog mig 2 eller 3 dage at læse den, og det er egentlig ikke fordi det er en dårlig bog, jeg havde bare ingen problemer med at lægge den fra mig og der var intet der fik mig til at finde den frem igen.
Det blev dog bedre da han fandt usb-stikket. Jeg synes helt klart at dagbogen var interessant, de stykker fangede mig mere end de tilfældige brudstykker han havde fisket ud af 'tingen'. Måske fordi vi hører brudstykker som egentlig hænger sammen, men som stadig er brudstykker. Jeg nød at læse de passager, for selvom de er personlige er de også anonyme - hvilket forbløffede mig.
Jeg er også utrolig glad for at kunne sige, at den unge kvinde selv er glad for bøger! Det første citat ovenfor er fra hendes dagbog!

Jeg havde dog forventet mere, hvilket er grunden til at jeg har givet bogen 3 ud af 5 stjerner. For dårlig var den ikke, men den var heller ikke så god igen. Det var dog en god oplevelse og jeg er glad for at have læst bogen! Jeg vil ikke kalde den et 'must-read' men til et læsemaraton eller hvis man har brug for en kort bog, så anbefaler jeg den da. Den er meget hyggelig med al sin snak om litteratur, og det er hele grunden til at jeg ville læse den.

Hambros Allé 7-9-13 af Lotte Kaa Andersen

Hambros Allé 7-9-13 af Lotte Kaa Andersen. Udgivet af Turbine i august 2015. Modtaget til anmeldelse fra forlaget. 291 sider. Voksen, skønlitteratur. 3 ud af 5 stjerner.

Hambros Allé 7-9-13 startede som en blogroman på hambrosalle7-9-13.com. Hun valgte at skrive videre og samle teksterne i en roman, så vidt jeg ved kan du stadig læse teksterne på hjemmesiden. 

Da jeg læste om Hambros Allé 7-9-13 blev jeg meget interesseret, og den mindede mig om et eller andet som jeg på tidspunktet ikke kunne finde frem til. Jeg har dog siden indset at min interesse i bogen må være baseret på, at den minder om Borgerligt tusmørke af Simon Fruelund som jeg også var interesseret i, i en overgang. I begge bøger følger vi beboere på en bestemt vej, men så vidt jeg kan huske, så følger Borgerligt tusmørke langt flere personer end Hambros Allé. 

Jeg begynde umiddelbart at læse Hambros Allé den dag jeg modtog den, men jeg nåede ikke længere end 50 sider. Historien kunne simpelthen ikke fastholde mig så jeg lagde den fra mig. Jeg prøvede dog igen for nyligt og denne gang var jeg langt mere interesseret i historien! Hambros Allé fortæller historien om 3 ægtepar; Line og Kristian, Ask og Cille samt Kaare og Caroline. Vi kommer ind på livet af alle karaktererne. Fokusset skifter dog mellem de 3 ægtepar igennem bogen, i starten ser vi mest til Line og Kristian, sidenhen til Kaare og Caroline, så til Ask og Cille og så tilbage igen. Jeg føler dog stadig at vi ser mere til Line og Kristian end de to andre par. 

Line og Kristian er det ældste par vi følger. De bor i nr. 13 og er umådelig velhavende. Ask og Cille er det yngste, de er nytilflyttere med 2 børn og bor i nr. 7. Det sidste par er selvfølgelig Kaare og Caroline, de er også meget velhavende og bor i nr. 9 med sønnen Lukas. 

Vi følger hver især de 6 karakterer, men i få tilfælde følger vi et par andre karakterer. Jeg er glad for at vi får hver deres syn på begivenhederne og deres ægteskab. Jeg er også helt vild med at der ikke er en altvidende fortæller som går ind og kommenterer. Vi får stadig tingene fra flere synsvinkler og usikkerheden i, hvem der egentlig har ret er spændende. 

Lotte Kaa Andersen har gjort et utrolig godt arbejde i forhold til udførelsen. Man kan mærke at nogen ulmer under overfladen hos Line og Kristian, men det forbliver usagt igennem en stor del af bogen. Man kan fornemme uroen uden at der bliver sat ord på, og det synes jeg er godt klaret. Du er ikke i tvivl om at der er noget galt. 

Jeg var også overrasket over hvor virkelig bogen føles. Det er ikke guld og grønne skove det hele, der er problemer i hvert ægteskab og det beundrer jeg. Hvert af de 3 ægteskaber er specielle, de ligner ikke hinanden på nogen måde, og for mig er det virkelighedsnært. Jeg har altid haft lyst til at læse om hvad der sker efter hvedebrødsdagene og det gav Hambros Allé mig. 

Lines karakter forbløffede mig. Jeg havde forventet en snobbet, ældre kvinde, men snobbet er hun faktisk ikke. Line vil gerne hjælpe Cille, og finder også en måde at gøre det på til sidst, og det sætter jeg stor pris på. Jeg havde ikke forventet dette træk hos Line. 

Jeg var overrasket over at jeg kunne relatere til nogle af karaktererne, i forhold til den store aldersforskel. Kaare har et stort ønske om at komme ind i 'det højere samfundslag', han ved at an skal kæmpe for det og at det kan være en hård kamp, men også at det er det værd. Det var præcis sådan jeg havde det da jeg startede denne blog, jeg følte mig som en tilskuer, præcis som Kaare, og jeg ville gerne ind i 'kliken'. Jeg ville så gerne være anmelder for danske forlag sammen med de andre bogbloggere og det var en hård kamp, dog ikke nær så hård som jeg havde forventet. Jeg føler endelig at jeg er 'inde' - og det er efter bare 8 måneder! 

Jeg har valgt at give Hambros Allé 3 ud af 5 stjerner. På sin vis var jeg overrasket over bogen men der manglede også noget. Selv anden gang havde jeg ikke problemer med at lægge den fra mig og det trækker ned. Det er dog en underholdende bog.

Ved første blik, Argentineren der kom sejlende på en cedertræsplanke

Argentineren der kom sejlende på en cedertræsplanke af Morten Vittrup, udgives af Gyldendal d. 27 maj. Modtaget til anmeldelse fra forlaget. 

Ved første blik handler om det første indtryk jeg får af en bog; omslag, titel, det første kapitel, forventninger og den første paragraf så I kan læse en smule med. Det vil måske ændre sig som tiden går.     

Denne gang omhandler det Argentineren der kom sejlende på en cedertræsplanke af Morten Vittrup. Titlen er godt nok en stor mundfuld! For mit vedkommende finder jeg det spøjst at mit første 'ved første blik'-post omhandlede Kys som har en utrolig sparsom titel og det næste er dette med en forfærdelig lang titel! 

Argentineren der kom sejlende på en cedertræsplanke udkommer fredag d. 27 maj, så der er lige lidt tid før den er i butikkerne. Ifølge bagsiden er det en slægtsroman og en fortælling om de myter, løgne, minder, sygdomme og vaner, som binder familier sammen trods alt det, der skiller dem ad. Den spænder sig over mellemkrigstidens Argentina helt op til Europa efter 2001. Første del finder sted i Málaga i 1954. 
For at være ærlig siger titlen mig ikke særlig meget, på sin vis er den interessant men jeg synes simpelthen det er en for lang titel. Den passer dog til historien indtil videre.

Jeg er helt og aldeles forelsket i forsiden! Jeg ved godt at vi ikke skal dømme bøger på deres omslag men jeg kan ikke lade være - specielt ikke når de er så flotte. Jeg er vild med det ombre i røde og orange farver som pryder forsiden og ikke mindst den minimalistiske stil - for skriften er det mest pyntede når det kommer til stykket. Det er en af de bedste danske omslag jeg nogensinde har set! 
Jeg kan dog glædeligt indrømme at jeg ikke havde set forsiden da jeg sagde ja til at modtage et eksemplar så det er altså helt og aldeles historien som trak mig ind.

Så er vi kommet til det første kapitel! Jeg har dog valgt at dele den første paragraf fra prologen, i stedet for det fra første kapitel, da det er længere og mere interessant! 

De sad tæt omslyngede i mørket. Hun følte sig fyrre år yngre. Hans hud føltes med ét spændstig, mens hun lod sin finger glide op og ned ad hans håndryg. Erindringens illusion, fortællingens magt. De var begge gamle, deres hud dvask og grov. De skulle snart dø. I hvert fald én af dem. 

Argentineren der kom sejlende på en cedertræsplanke af Morten Vittrup, prolog 

I første kapitel møder vi Sofía Baéz, en unge kvinde på 22. Sofía har svært ved at bestemme sig for hvordan hendes fremtid ser ud og da hun ikke har fundet en mand endnu overvejer hun at blive nonne. Sofía er en utrolig spændende karakter; selvom hun for tiden arbejder i et kloster som fungerer hospital - og åndeligt refugium - inkluderer mange af hendes fremtidsscenarier mænd og ægteskab.
Jeg er endnu ikke sikker på hvad mine forventninger er til denne bog, bortset fra at jeg bliver taget med på en rejse gennem tiden, men jeg synes den begynder med et særdeles stærkt kapitel og jeg glæder mig til at læse mere.

Jeg har på fornemmelsen at det bliver en fænomenal bog som jeg ikke kan slippe igen, selv efter sidste side er vendt.