Ulykkernes tid af Moïra Fowley-Doyle

Ulykkernes tid af Moïra Fowley-Doyle. Udgives af Nyt Nordisk Forlag idag d. 15 juni. Modtaget til anmeldelse fra forlaget. Orig. titel: The Accident Season. Orig. udgivet i 2015. 275 sider. Ungdomsbog, magisk realisme. 3 ud af 5 stjerner

Denne bog er en som længe har floreret på de engelske medier og jeg har derfor været interesseret i den siden udgivelsen. Ikke at jeg havde planer om at læse den, men da muligheden bød sig kunne jeg ikke sige nej. Nu står jeg dog med det problem at jeg ikke ved hvad jeg egentlig synes om Ulykkernes tid. 

Ulykkernes tid handler om 17-årige Cara som hvert år kommer ud for ulykkernes tid. Ulykkernes tid finder sted i oktober måned hvert år; knogler brækker, huden får rifter og sjælen får skrammer.
Hele Caras familie kommer ud for ulykkernes tid. Både moderen, som i sin tid navngav ulykkernes tid, søsteren Alice, stedbroderen Sam og ethvert andet familiemedlem.
Cara, stedbroderen Sam og søsteren Alice tager ud for at finde Elsie, som på mystisk vis er forsvundet under ulykkernes tid dette år. Cara er på det sidste blevet meget interesseret i Elsie da hun er på størstedelen af de billeder hun har taget, men hun er simpelthen væk.

Ulykkerens tid foregår i Irland, som jeg i den grad er med på, jeg fik dog desværre ikke den samme følelse som jeg får af andre bøger som finder sted i Irland. Det er lidt en skam da jeg elsker Irland.

I begyndelsen af bogen hører vi om denne hemmelighedsbod som Elsie har opfundet. Man sætter sig ind bag en skærm, skriver sin(e) hemmelighed(er) på skrivemaskinen og lægger dem ned i en kasse. Hemmelighederne bliver så hængt op over hele skolen til sidst på året. Jeg fandt hemmelighedsboden vældig interessant og jeg kan huske at vi havde noget lignende på mit gymnasie! Der er et eller andet over at læse andres hemmeligheder uden at vide hvem hemmeligheden tilhører - måske burde vi praktisere det mere?

En af de små ting som jeg elsker er moderens hårfarve - hun er ikke en kedelig mor! I historiens nutid er det lilla og efterhånden som vi hører mere om karakterernes fortid finder vi ud af at hun både har haft blå, pink og orange hår! Der er et eller andet jeg elsker ved det, måske er det bare, at hun ikke er den traditionelle mor som vi finder i litteraturen.

Jeg tror efterhånden i ved hvor glad jeg er for at støde på læseheste i litteraturen og Ulykkernes tid er ikke en undtagelse! Både Cara og Sam kan lide at læse og vi får endda en hurtig tur til Galway hvor de køber bøger. Et af de mange uheld involverer også en bogreol som vælter ned over Cara, og jeg leede muligvis en smule da jeg læste den scene;

Jeg prøver at smile. "Hvem skulle nu have troet, at det kan være så farligt at læse bøger?" siger jeg. "Det er første gang, jeg fortryder min samling af indbundne bøger. Fra nu af vil jeg ikke have andet end paperbacks." 

Ulykkernes tid af Moïra Fowley-Doyle, s. 44-45

Jeg tror vi alle sammen kan relatere til Cara, dog ikke ved at vi har fået en reol ned over os, det håber jeg i hvert fald ikke! Men jeg ved da at jeg fortryder min samling - en lille smule - hver gang jeg omorganiserer mine reoler! Indbundne bøger er altså tunge bøger.

En karakter som jeg er særdeles glad for er Bea, Caras bedsteveninde. Hun læser tarot kort og betegnes egentlig som en heks. Hendes karakter er utrolig finurlig og jeg elsker at hun bliver beskrevet som skolens heks - for hun er alt det jeg elsker ved hekse! Selvfølgelig er hun en helt almindelig pige som har tarot kort limet fast til hænderne, men jeg elsker hende uanset! Jeg nød at læse om hende.

Allerede fra begyndelsen var jeg vild med Cara og Sam's forhold. Sams far Christopher kom sammen med Caras mor i et par år men forlod dem og efterlod Sam hos Caras mor. Da det er en ungdomsbog kan man regne ud at der bliver et romantisk aspekt, og jeg vil indrømme at jeg godt kunne lide det i dette tilfælde!

Det magisk realistiske aspekt i bogen er 'skiftinger'. Cara ser en gang imellem nogle væsener, som egentlig er en anden version af dem selv, og de får efterhånden deres eget liv. Til slut ser Cara egentlig skiftingerne som værende deres rigtige jeg, som er gemt bag deres menneskelige ydre. Det var utrolig interessant og anderledes, men det var ikke det jeg havde forventet af denne bog. Jeg havde ikke regnet med at det var magisk realisme.

Så alt i alt er det en fin fortælling - og jeg havde meget mere at sige om den end jeg havde regnet med - men umiddelbart er jeg altså ikke imponeret!

Darlah - 172 timer på månen af Johan Harstad

Darlah - 172 timer på månen af Johan Harstad. Udgives af Klim i dag d. 10 juni 2016. Modtaget til anmeldelse fra forlaget. Orig. titel: Darlah - 172 timer på månen. Orig. udgivet i 2008. 315 sider. Voksen, science fiction, gyser. 3.5 ud af 5 stjerner.

 Jeg har længe været interesseret i at læse Darlah, eller som den så fint hedder på engelsk; 172 hours on the moon. Jeg opdagede ved et tilfælde at Klim oversatte og udgav den i år, så jeg måtte skynde mig at skaffe et eksemplar.
Jeg har altid vidst at den foregik på månen og at det derved var en science fiction bog, men det viser sig dog at det egentlig er en gyser som foregår på månen. Ikke at det skulle afskrække mig for at læse bogen!

Jeg vil, endnu en gang, drage brug af første stykke af resuméet;

Det er over 40 år siden, at NASA sendte mennesker til månen. Nu vil de gøre det igen. For at vække interesse for projektet og sikre sig økonomiske støtte lancerer de en international lodtrækning. Tre unge mennesker kan vinde en rejse til månebase Darlah 2, hvor de skal opholde sig en uge. 

De tre unge teenagere vi følger er; Mia Nomeland, Midori Yoshida og Antoine Devereux.
Mia er 16 år gammel og kommer fra Norge, som jeg nævnte i ved første blik irriterede Mia mig grænseløst. Hun er sur på alt og alle og selvom nogle teenagere har et gennemtrængende had til omverdenen er det ikke noget jeg har lyst til at læse om. Jeg blev hurtigt træt af Mias stemme selvom hun forbedrede sig som historien gik.
Midori er 15 år gammel og kommer fra Japan. Hun vil for alt i verden gerne til New York og ser denne lodtrækning som muligheden for det. Hun er egentlig ligeglad med at komme til månen, hun vil bare væk fra det liv hun har nu og drømmen er New York. Jeg har egentlig ikke nogen følelser omkring Midori, for mit vedkommende kunne hun godt være udeladt.
Antoine er 17 år gammel og kommer fra Frankrig. Selvom jeg egentlig godt kunne lide at følge ham var han i bund og grund lidt creepy. Han overvåger sin ekskæreste som forlod ham for en anden fyr. Antoine fandt jeg dog helt klart som en af de bedste karakterer i bogen, hvis ikke den bedste, og jeg kan ikke helt sætte min finger på hvorfor, måske fordi han behandler sin omverden bedre end Mia?
Jeg var stor fan af venskabet mellem de 3 som stille vokser gennem bogen. De er jævnaldrende og selvom det er to teenage piger var der ikke de store problemer. Jeg tror også at det var omkring det punkt hvor jeg blødte en smule op for Mia for hun blev, af mangel på bedre ord, rar i deres selskab.

Prologen er nok den bedste del af bogen, efter min mening. Jeg beskrev den i ved første blik som science fiction møder Dan Brown og det er stadig den bedste måde at beskrive prologen på! Da Vinci mysteriet og Engle og dæmoner er stadig på min liste over de bedste bøger jeg nogensinde har læst, så det er egentlig en utrolig stor kompliment. De 6 sider som prologen varer fangede mig mere end resten af bogen tilsammen.

Selvom prologen er utrolig stærk og fangede mig med det samme er det noget helt andet med resten af bogen. Det tog lang tid før vi egentlig kommer igang; i starten følger vi Mia, Midori og Antoine optil lodtrækningen og derefter til træning og undervisning og da vi endelig når halvvejs igennem bogen er de i raketten på vej til månen, som er en rejse på 4 dage.
Jeg fandt tiden i rummet og på månen interessant, men jeg var stadig ikke fanget. Der var intet som afholdte mig fra at lægge bogen fra mig. Det blev lidt mere interessant da der begynder at ske mystiske ting på månen. Jeg håbede virkelig at min intuition ikke holde stik, for jeg vidste jeg ville blive skuffet hvis den gjorde. Hvilket den gjorde. Slutningen forbavsede mig dog en smule men jeg var ærlig talt skuffet over hvad det egentlig ledte op til. Jeg vil selvfølgelig ikke røbe det for jer, men jeg havde i den grad håbet på noget andet.

Jeg elsker også at det ikke bare er tekst! Vi har fx denne reklame for lodtrækningen, der er derudover også plantegninger, billeder og meget mere gennem bogen! Jeg synes ikke altid at billederne gjorde noget for historien men reklamen og plantegningerne er jeg helt vilde med! Det tilføjede noget ekstra og plantegningerne gjorde det mere overskueligt.

Der bliver også nævnt en hjemmeside i bogen; nasamoonreturn.com og det er en rigtig hjemmeside! Det er ikke altid at sådanne detaljer bliver husket, men jeg er stor fan når de endelig gør!

Alt i alt er jeg endt på 3.5 stjerner ud af 5 for selvom den var god havde jeg relativt mange problemer med bogen. Jeg anbefaler den dog stadig for jeg forstår hvorfor mange elsker bogen!

Fakturaen af Jonas Karlsson

Fakturaen af Jonas Karlsson. Udgives af Tiderne Skifter idag, d. 28. maj. Modtaget til anmeldelse fra forlaget. 151 sider. Voksen, skønlitteratur. 4 ud af 5 stjerner. 

Jeg faldt over Fakturaen i en mail, og det er egentlig ikke særlig tit jeg opdager bøger ved hjælp af pressemails. Jeg har dog aldrig hørt om Fakturaen før, men jeg vidste at jeg blev nødt til at skaffe et eksemplar.

Da jeg kun modtog bogen et par dage inden udgivelsen gik jeg igang med at læse den med det samme, og jeg var færdig et par timer efter, for Fakturaen er en kort bog med bare 150 sider. Den er også utrolig fængslende, som om den ikke er kort nok i forvejen!

Det som fangede mig var egentlig ikke coveret, men resuméet! Fortælleren modtager en dag en faktura på 5.700.000 kr. og han ved ikke hvorfor. Det viser sig dog at hele plottet ligger i den sætning jeg har tillagt mindst betydning; den sum han må betale for sit livs samlede lykke. Han skal altså betale 5.700.00 kr. for alt den lykke han har oplevet gennem livet, alle de oplevelser han har haft. Intet er gratis, som man kan fornemme på omslaget, og jeg fandt det faktisk yderst interessant. 

Jeg begyndte at læse Fakturaen med en forventning om at det hele var en fejltagelse men at han betalte pengene for at han kunne være sammen med Maud, hans kvindelige sagsbehandler. Og selvom jeg ikke var helt forkert på den var jeg faktisk ret så forkert på den alligevel. Fakturaen er selvfølgelig ikke en fejl da man nu skal betale et engangsbeløb for ens livs samlede lykke op til dette punkt og mere har jeg egentlig ikke lyst at sige om handlingen, for jeg vil ikke spolere bogen for jer. 

Første kapitel føles overdrevent mundant og det passer egentlig til bogen. Jeg har i hvert fald på fornemmelsen at det var meningen for at understrege pointen i at han egentlig ikke har et særligt specielt liv og hans oplevede lykke ikke er 5.700.000 kr. værd. Normalt ville denne mundane skrivemåde afskrække mig, men det trak mig ind istedet for. Jeg kunne ikke slippe bogen igen og det forklarer også hvorfor jeg vendte sidste side efter et par timer! 

"Min yndlingsfilm? Ja, det ved jeg ikke, det er svært at vælge en. Jeg synes næsten altid, at der er noget i en film . . ." Jeg kunne høre, hvordan hun smilede i den anden ende. "Det anede mig," sagde hun. "Altså, det er så svært at vælge en film."

Fakturaen af Jonas Karlsson, s. 93 

Selvom vores navnløse fortæller er 39 år gammel kunne jeg relatere til ham på visse planer. Specielt når det kommer til hans syn på film, som i kan se i citatet ovenfor, for det er egentlig sådan jeg har det med bøger!
Han føler ikke at han egentlig har gjort noget specielt med sit liv; arbejder på deltid i en videoforretning, har få venner, har oplevet en enkelt kærlighedsaffære og det er egentlig det. Det er ikke særlig mærkværdigt men alligevel er hans lykke sat utrolig højt.

Det er ikke tit at jeg er glad for overraskelser i bøger som har så stor effekt på hele plottet, men denne gang er jeg ret tilfreds. Jeg elsker opfindsomheden i det, for jeg har ikke hørt om nogen andre bøger hvor alt, og det er virkelig alt, som har en pris. Det er utrolig tankevækkende og den åbnede da mine øjne. For i en verden hvor færrere og færrere ting er gratis, har vi stadig mange gratis glæder i livet, og det burde vi sætte mere pris på.
Jeg havde ikke forventet at en skønlitterær bog på 150 sider ville åbne mine øjne for hvor godt jeg egentlig har det, men det gjorde Fakturaen altså.

Jeg slugte Fakturaen råt og det er en bog jeg vil skatte i mange år frem! Jeg tror den kom ind i mit liv på det helt rigtige tidspunkt og det priser jeg mig lykkelig for! Jeg håber at mange andre vil nyde denne bog ligesom jeg har. 

Argentineren der kom sejlende på en cedertræsplanke af Morten Vittrup (+ en lille konkurrence)

Argentineren der kom sejlende på en cedertræsplanke af Morten Vittrup. Udgives af Gyldendal idag, d. 27. maj. Modtaget til anmeldelse fra forlaget. 443 sider. Voksen, skønlitteratur, slægtsroman. 3.5 ud af 5 stjerner. 

Først vil jeg lige nævne det fine omslag! Det var svært at komme igang med bogen, for hver eneste gang jeg fandt den frem brugte jeg lang tid på at beundre omslaget. Det er simpelthen så fint!

I Argentineren der kom sejlende på en cedertræsplanke møder vi i første omgang Sofía Baéz som er 22 år gammel og ugift. Sofía arbejder i et kloster som fungerer som åndeligt refugium og hospital. En dag bliver en mand bragt ind. Han er blevet fundet på stranden og er åbenbart ankommet på en cedertræsplanke. Vores hovedperson, Victor de la Vega, får en dramatisk entre.
Det viser sig at Victor er glad for litteraturen og findes tit med en bog i hånden. Sofía bemærker dette og føler en vis forbindelse med ham. De begynder da også at snakke om litteratur, deres fælles passion, og et venskab blomstrer. Og det er blot begyndelsen.
Historien strækker sig over hele 3 generationer, fra 60'erne og helt op til nutiden. Jeg vidste på forhånd at den ville spænde sig over lang tid og de 3 generationer, den var dog ikke som ventet på det punkt. Jeg havde forventet at vi fulgte Victor i begyndelsen, derefter datteren, Laura, og til sidst barnebarnet, Marco. At vi ville have 3 forskellige hovedpersoner som hver havde deres del af historien, og på sin vis var det også sådan. Laura og Marcos del var dog forholdsvis korte og ikke i forlængelse af hinanden. For mig var Victor hele tiden hovedpersonen, historien viste hele tiden tilbage til ham, og det sætter jeg egentlig pris på. For mig viser det hvor meget indflydelse ens familie har, ens arv, så det var ikke en dårlig overraskelse.

"Jeg tror, at alle mennesker har en inderste kerne, noget, der er deres og deres alene. Som man ikke deler med andre. Hvis jeg deler min med dig, må du love ikke at fortælle den videre. Det er min historie. Jeg ønsker ikke at dele den med andre end dig."

Argentineren der kom rejsende på en cedertræsplanke af Morten Vittrup, s. 75 

Victor er en yderst interessant karakter. Han har mange hemmeligheder, og vi får egentlig først afsløret de sidste til slut. Vi kommer altså tættere og tættere på Victor igennem hele bogen, men der er altid flere sten at vende når det kommer til hans fortid. Det forundrer mig dog hvordan vi aldrig kommer helt tæt på Victor, hvor mange hemmeligheder han egentlig har - for han har virkelig mange. Selvom jeg nu har læst om størstedelen af hans liv, føler jeg egentlig ikke at jeg kender ham. Han er badet i hemmeligheder.

For at være ærlig var jeg ikke imponeret eller fanget af historien før jeg kom til stykket om Victors baggrund. Hans begyndelse på livet minder mig om Baris fra Prinsesse Bari. Begge kommer uønskede ind i denne verden, men begge kommer ud ovenpå.
Der skete også et skift i fortæller under delen om Victors baggrund og det bliver tendensen gennem bogen; når vi hører om Victors fortid eller baggrund så bliver det fortalt i 1. person. Resten af historien er fortalt i 3. person.
Lauras del var dog også underholdene. Der var et klart skift i tone og sprog da vi følger en yngre generation, og selvom det er fortalt i 3. person var jeg fanget under hendes stykke. Selvom Victors barndom er den bedste del af bogen, efter min mening, er jeg også utrolig glad for Lauras ungdom.
Der er også utrolig tydelige skel mellem generationerne. Det bliver ikke sagt ligeud, men du kan se en stor forskel fra Sofías liv til Lauras liv og derefter til Marcos liv, og det er vildt hvor stor en forskel, der egentlig er mellem generationer. Jeg fandt det virkelig interessant for selvom jeg har læst andre slægtsromaner har jeg aldrig læst en hvor der er så tydelige skel.

Det var ikke kæmpe skænderier, men det var solstråler afløst af en enkelt hidsig tordenbyge, logren med halen efterfulgt af blottede hjørnetænder, hvor territoriet lige skulle markeres. 

Argentineren der kom rejsende på en cedertræsplanke af Morten Vittrup, s. 197  

En anden ting jeg virkelig godt kan lide i Argentineren der kom sejlende på en cedertræsplanke er, at vi har flere formater! Det er ikke bare en fortælling, vi får nogle brudstykker fra Elena, Victors mors, dagbog, vi får hele breve og vi får endda en internetartikel om Victor til sidst i bogen! Det er en anden måde at markere generationerne på, men det er også en fin adspredelse fra romanen. Jeg nød dagbogen, brevene og artiklen og skriftstilen ændrede sig endda drastisk! Jeg er imponeret.

Vittrup har formået at gøre hver eneste karakter unik. Du er ikke i tvivl om hvem der er hvem, de er uhyre realistiske og det forundrer mig. I forhold til at historien strækker sig over så lang tid forventer man mange karakterer - og det er der også - men du bytter ikke om på dem, for de er beskrevet så detaljeret at du kender hver eneste af dem.

Argentineren der kom sejlende på en cedertræsplanke er opdelt i steder og årstal; Málaga 1954, Buenos Aires-provinsen 1926, Barcelona 1981 osv. Jeg frygtede at det ville føles abrupt, men det føltes egentlig meget naturligt. Det var en fin måde at lave en overgang på og selvom vi til tider sprang frem og tilbage i tiden var det ikke uoverskueligt. På det område er jeg meget imponeret.

Selvom det er en næsten 450 siders lang bog, er den egentlig længere i virkeligheden. Der er så meget historie på hver eneste side at, selvom den er hurtigt læst, føles det som om at du har læst en 1000 siders lang bog - selvom den 'kun' er 450 sider lang. Få forfattere har det talent, og Vittrup har det i den grad. Jeg har ingen anelse om hvordan han har proppet alt det ind på de sider!

Argentineren der kom sejlende på en cedertræsplanke er i den grad en usædvanlig dansk roman. Den kunne lige så godt være skrevet af en latinamerikansk forfatter istedet for en dansk, for du tænker ikke videre over det. Du bliver transportet til Argentina, Spanien og en flod i Peru, du er ikke hjemme i kolde Danmark, du er ude at rejse! Jeg støder ikke tit på danske forfattere der kan få mig til at glemme at de er danske forfattere, for der er noget specielt genkendeligt ved dansk litteratur og for mig er Argentineren der kom sejlende på en cedertræsplanke ikke dansk litteratur, det er snarere verdenslitteratur.

Til slut vil jeg lige begrunde hvor jeg har givet den 3.5 stjerner ud af 5 stjerner med de rosende ord. Det var hårdt at komme igennem begyndelsen og som sagt var jeg ikke imponeret før vi kom til Victors baggrund. Jeg kunne ikke læse i særlig lang tid af gangen, og jeg kan ikke finde ud af hvorvidt det er pga. mængden af informationer eller at jeg bare ikke blev fastholdt af historien. Der var på alle tidspunkter en distance mellem fortællingen og mig, jeg blev ikke som sådan påvirket af historien - selv ikke de sørgelige hændelser. For mig manglede der et eller andet, men jeg kan se potentialet og alt det gode i bogen. Jeg kan dog ikke se bort fra distancen og at jeg ikke havde problemer med at lægge den fra mig.

Konkurrencen

Jeg har været så heldig at få lov til, at give et eksemplar af bogen til en af mine søde læsere! Så i kan selv få fingrene i den fine bog. Alt i skal gøre er at følge bloggen, enten gennem bloglovin' eller GFC, og kommentere nedenfor. 
Jeg er altid på udkig efter nye bøger, så i er velkomne til at komme med en anbefaling i en kommentar. 
- Vinderen bliver fundet d. 10 juni

Læseren i morgentoget af Jean-Paul Didierlaurent

Læseren i morgentoget af Jean-Paul Didierlaurent. Udgivet af Politikens forlag i april 2016. Modtaget til anmeldelse fra forlaget. Orig. titel: Le Liseur du 6H27. Orig. udgivet i 2014. 156 sider. Voksen, skønlitteratur. 3 ud af 5 stjerner.

Læseren i morgentoget er en bog jeg længe har været interesseret i. Jeg prøvede i første omgang at lytte til den engelske version på lydbog, men oplæseren var ikke min kop te. Jeg blev derfor utrolig glad og overrasket da jeg fandt ud af, at Politikens forlag oversatte og udgav bogen i år! Jeg blev selvfølgelig nødt til at udnytte det og snuppe en kopi med det samme jeg havde chancen. Jeg blev dog en smule skuffet.

Læseren i morgentoget er endnu en bog for litteraturelskere, præcis ligesom Historien om A.J. Fikry eller Mr. Penumbra's 24-hour bookstore. Den var dog ikke som forventet og jeg har en del ambivalente følelser, når det kommer til stykket.

Jeg gik bare. Den nye Stephen King ventede hjemme på mit natbord. 

Læseren i morgentoget af Jean-Paul Didierlaurent, s. 141 

Bogen omhandler Guylain Vignolles. Hver morgen står han på toget kl 6.27 og læser brudstykker af verdenslitteraturen op for de andre passagerer. På sin arbejdsplads betjener han en maskine, som snarere er noget levende for ham, som kaldes 'Zerstor 500'. Denne maskine æder bøger og laver dem om til papirmasse, som så bliver lavet til nye bøger. Han kravler jævnligt ind i maskinen, for at rengøre den. På et bestemt sted, hvor vandet ikke når, sidder der altid næsten uskadte sider fast. Det er disse sider han læser op i morgentoget.
En dag finder han dog et usb-stik med en ung kvindes dagbog og historien tager en uventet drejning.

Jeg elsker bøger, selvom jeg bruger det meste af min tid på at ødelægge dem. 

Læseren i morgentoget af Jean-Paul Didierlaurent, s. 155 

Guylain Vignolles er en mand som har fået et tilfældigt navn, hans forældre så bort fra de typiske navne, helgen-navne, og valgte Guylain Vignolles ud i det blå - hvilket ikke har været helt positivt for Guylain. Han har aldrig turdet spørge sine forældre hvorfor de valgte 'Guylain', men jeg tror svaret ville være yderst interessant. Jeg foretrækker dog specielle navne og Guylain Vignolles er et uforglemmeligt et.
Guylain lever ikke, han eksisterer bare. Han går i ét med tapetet og forsvinder ind i mængden. Og det synes jeg er utrolig ærgeligt - ikke engang hans udseende er bemærkelsesværdigt! En mand med så specielt et navn burde, efter min mening, være bemærkelsesværdig. Jeg elsker dog at han er glad for litteraturen og vil dele den med andre.
Guylain er glad for bøger, hvilket gør, at hans arbejde tager livet af ham. At skulle tilintetgøre bøger hver eneste dag må være forfærdeligt! Han betragter faktisk zerstor 500 som et levende væsen, den sluger bøgerne hele, den ødelægger dem! Og han er bange for at blive spist af den når han er inde i maskineriet for at rense den. Man skulle næsten tro at det var et levende væsen, det er i hvert fald sådan beskrevet. I mine noter har jeg ordret skrevet "'Tingen', et umætteligt dyr." Guylain kalder nemlig maskinen for 'tingen'.

Guylain Vignolles bedste ven, Giuseppe, vil finde sine ben - eller lad sine ben vokse ud - ved hjælp af bøger. Det er klart en af de bedste dele af bogen, og jeg vil egentlig ikke uddybe hvad det handler om. For det er et virkelig fedt aspekt som jeg vil lade jer opdage på egen hånd.

Jeg blev dog ikke fanget af Læseren i morgentoget før til slut, og det er ærgerligt i forhold til at det er en bog på bare 150 sider. Det tog mig 2 eller 3 dage at læse den, og det er egentlig ikke fordi det er en dårlig bog, jeg havde bare ingen problemer med at lægge den fra mig og der var intet der fik mig til at finde den frem igen.
Det blev dog bedre da han fandt usb-stikket. Jeg synes helt klart at dagbogen var interessant, de stykker fangede mig mere end de tilfældige brudstykker han havde fisket ud af 'tingen'. Måske fordi vi hører brudstykker som egentlig hænger sammen, men som stadig er brudstykker. Jeg nød at læse de passager, for selvom de er personlige er de også anonyme - hvilket forbløffede mig.
Jeg er også utrolig glad for at kunne sige, at den unge kvinde selv er glad for bøger! Det første citat ovenfor er fra hendes dagbog!

Jeg havde dog forventet mere, hvilket er grunden til at jeg har givet bogen 3 ud af 5 stjerner. For dårlig var den ikke, men den var heller ikke så god igen. Det var dog en god oplevelse og jeg er glad for at have læst bogen! Jeg vil ikke kalde den et 'must-read' men til et læsemaraton eller hvis man har brug for en kort bog, så anbefaler jeg den da. Den er meget hyggelig med al sin snak om litteratur, og det er hele grunden til at jeg ville læse den.

Som i et spejl af Lise Lotte Frederiksen

Som i et spejl af Lise Lotte Frederiksen. Udgivet af Akademisk forlag i marts 2016. Modtaget til anmeldelse fra Lindhardt & Ringhof. 194 sider. Faglitteratur. 4.5 ud af 5 stjerner. 

Lad os starte med at snakke om omslaget, for jeg er vild med det! Det var i den grad det som fik min opmærksomhed i første omgang, men at det så er en faglitterær bog om skønlitteratur, ja, så måtte jeg altså bare læse den. Det ændrer dog ikke på at omslaget er et af de bedste, hvis ikke dét bedste, jeg har set når det kommer til faglitteratur.

Som i et spejl har fokus på 7 kvindeskikkelser i litteraturen;

Lise Lotte Frederiksen præsenterer disse 7 karakterer for os på en ny måde, som hverken er resumé eller litterær analyse. Det er en overraskende god læseoplevelse da det ikke føles tungt men oplivende og inspirerende.
Jeg har ladet den ligge på hylden siden jeg modtog den, da jeg har været bange for at blive skuffet. Jeg er tydeligvis vild med litteratur, og ja, bøger, i forhold til at jeg har startet en blog om det og jeg er også vild med at læse om litteratur men jeg er tit blevet skuffet af de bøger jeg har læst som fortæller om litteraturen. Og jeg er da en lille smule skuffet, men jeg er også forbløffet. De knap 200 sider var hurtigt læst og jeg sad tilbage med en yderst tilfreds følelse.

På bagsiden står der, at det ikke er nødvendigt at have læst de værker som Lise Lotte Frederiksen omtaler, men for mig tror jeg at det er nødvendigt. De kapitler jeg nød mest, og fik mest ud af, er dem som omhandler bøger jeg allerede har læst som Romeo og Julie, Stolthed og fordom og Mrs. Dalloway. Det bedste kapitel er dog, efter min mening, det om Elizabeth Bennet fra Stolthed og fordom af Jane Austen.

Normalt springer jeg over introduktioner, forord, indledninger og alt andet som ligger før bogen. Nogle gange går jeg tilbage og læser det, andre gange gør jeg ikke. Denne gang startede jeg med forordet og my oh my, det er nok et af de bedste forord jeg har læst. I de 6 sider som forordet varer er der mindst én markering, fra min side, på hver side. Noget som jeg må gemme og meget af det er noget jeg kan bruge i fremtidige indlæg. Jeg ville ønske forordet var længere, for det er egentlig en af de bedste dele af bogen. 
Indledningen er også en af de bedste jeg længe har læst, og jeg har da fundet mange faglitterære bøger om litteratur som jeg nu må have fingrene i - pga. denne indledning. 

Som i et spejl er utrolig lærerig uden at du egentlig føler dig uvidende. Der er mange ting som jeg selv er kommet frem til i min læsning og ting jeg selv har overvejet i forhold til litteraturen. Men i forhold til at vi alle læser forskelligt, tænker forskelligt og derfor når forskellige konklusioner er det lærerigt at se litteraturen fra et andet perspektiv. 
Der er dog også forfatterportrætter i hvert kapitel og jeg lærte lidt af hvert! Selvom jeg har læst lidt forskelligt af Herman Bang og har arbejdet med ham i gymnasiet læste jeg aldrig at han var opvokset på Als. Jeg ved ikke hvorfor lige præcis den detalje har sat sig fast, men det har den altså! 

Derudover er jeg vild med Lise Lotte Frederiksens skrivestil og beskrivelser! Jeg ville ønske flere faglitterære forfattere skrev så fængslende og interessant! Måske er det bare litteraturen der taler. Jeg har dog læst denne sætning over og over igen; 

Blækket, der trænger ned i papiret og bliver til hendes flyvende, miniatureskrift er sanseligt udfordrende på en helt anden måde end vores usexede computerskrevne prints.  

Som i et spejl af Lise Lotte Frederiksen, s. 64

På en eller anden måde har hun formået at skrive smukt, beskrivende, fængslende og nytænkende. Jeg mener 'usexede computerskrevne prints' jeg havde ikke regnet med at skulle læse sådan en sætning, nogensinde. Men det er jo sandt. Det var mere specielt dengang at bøgerne var håndskrevne, i hvert fald i første omgang, og du ikke bare kunne trykke 'print'. Masseproduktion er da usexet, men jeg har aldrig brugt det ord, selvom det egentlig er perfekt til at udtrykke det. Helt klart nytænkende!

Jeg er også vild med hendes formulering af Austens værker; de er komprimerede og fortættede som boullionterninger. Endnu en gang en perfekt beskrivelse som jeg ikke har formuleret på den måde. Jeg er vild med det!
Til sidst i denne omgang ros vil jeg nævne hendes beskrivelse af Karl i kapitlet om Ida Brandt (Ludvigsbakke)

Hvis han levede i dag, ville han uden tvivl fylde sin Facebook-profil med billeder af madretter!

Som i et spejl af Lise Lotte Frederiksen, s. 78 

Det er helt klart ikke din gængse faglitterære bog! Jeg var egentlig overbevist om at hun var yngre på grund af hendes skrivestil. Jeg elsker at hun gør det så moderne og ungdommeligt, helt klart en uforglemmelig bog.

Forbandede kærlighed af Colleen Hoover

Forbandede kærlighed af Colleen Hoover. Udgivet af lovebooks, Lindhardt & Ringhof i maj 2016. Modtaget til anmeldelse fra forlaget. Orig. titel: Ugly Love, orig. udg. august 2014. 370 sider. NA, contemporary. 5 ud af 5 stjerner.

Jeg har længe været glad for Colleen Hoover, jeg har fulgt hende på sociale medier i lang tid nu og indtil videre har jeg både læst Slammed og hendes Never Never serie. Jeg er vild med hendes skrivestil og hendes andre bøger har længe været på min 'skal læses'-liste.

Jeg er så glad for at Lindhardt & Ringhof har oversat et af hendes værker, og forhåbentlig oversætter flere. Jeg forstår ikke hvorfor de har valgt at starte med Ugly Love, men jeg klager ikke! Jeg elskede den og åd den råt.

Forbandede kærlighed handler om Tate og Miles. Tate er netop flyttet ind hos sin bror Corbin og Miles viser sig at være broderens bedste ven samt nabo. Tate og Miles er selvfølgelig tiltrukket af hinanden og indleder et uforpligtende forhold kun baseret på sex. Tate vil gerne have mere, men Miles er ikke i stand til at elske - siger han.
Jeg blev fanget med det samme. Jeg ville læse et enkelt kapitel til et 'ved første blik'-indlæg og jeg kunne næsten ikke stoppe igen. Jeg endte dog med at læse de sidste 300 sider i ét rap, jeg var ude af stand til at ligge den fra mig når jeg først var så godt igang. Det er ikke tit jeg finder en bog som fanger mig på den måde Forbandede kærlighed gjorde, specielt ikke én med sex scener. Ikke at jeg har noget imod sex scener, men det er stadig nyt for mig i litteraturen.

For at være ærlig var mine forventninger ret høje, og Forbandede kærlighed nåede dem faktisk. Jeg er ikke det mindste skuffet, hvilket er at se på min rating på 5 ud af 5 stjerner. Jeg var helt opslugt af Tate og Miles' historie, i så stor en grad at jeg var helt oppe at køre mens jeg læste den - jeg lå ikke stille under dynen og slappede af, jeg sad op, hvinede, grinede og ja, reagerede på alt hvad der skete. Det kom endda så langt at jeg lagde hænderne på siden for ikke at smuglæse. Jeg blev endda også nødt til at lukke bogen så jeg lige kunne få vejret en gang imellem - så opslugt var jeg, jeg glemte helt at trække vejret.
Det var en fantastisk oplevelse som jeg i den grad anbefaler!

Det, som virkelig overraskede mig, er sproget. Det er smukt! Ikke på den klassiske måde som til tider er hårdt at læse, men smuk, let og ja, luftigt på en måde. Jeg har markeret flere citater i bogen og jeg har egentlig et jeg gerne vil dele med jer;

Mor plejede at sige, at vores øjne tilsammen lignede et træ. Hans var den grønne farve fra bladene, mens mine var den brune træstamme.  

Forbandede kærlighed af Colleen Hoover, s. 38

Det er ikke smukt på den traditionelle måde, det er snarere meningen med alting, som er smukt. Citatet handler om Tate og Corbins øjne. Jeg elsker at de tilsammen er 'fuldent', de repræsenterer hver deres del af træet og sammen er de hele. Jeg elskede i forvejen hvor tæt deres forhold egentlig er, og dette illustrerer det perfekt. Jeg håber at der er flere søskende derude som har et forhold som Tate og Corbin, det er virkelig et som er værd at stræbe efter, og jeg håber at mig og mine søskende en dag bliver så tætte.
Deres forhold er klart en af de bedste ting i bogen - selvom jeg har mange 'bedste ting'.

Forbandede kærlighed forbløffede mig, selvom jeg har hørt fantastiske ting om bogen. En af de sætninger man altid ser, når det kommer til den her bog er 'it will ruin you' - den vil ødelægge dig. Og de har ret, den vil ødelægge dig. Jeg var i stand til at holde tårerne tilbage indtil jeg færdiglæste bogen, men så fik de også frit løb. Jeg var ude af stand til at forme sætninger om bogen, bare at fortælle min kæreste om den var en udfordring. Jeg ved dog at jeg roste den til skyerne efter at have vendt sidste side.


Så for at opsummere; jeg elskede Forbandede kærlighed og har egentlig ikke noget negativt at sige om den. Den får en æresplads på min reol og jeg vil glæde mig til L&R udgiver flere af hendes bøger!

Hambros Allé 7-9-13 af Lotte Kaa Andersen

Hambros Allé 7-9-13 af Lotte Kaa Andersen. Udgivet af Turbine i august 2015. Modtaget til anmeldelse fra forlaget. 291 sider. Voksen, skønlitteratur. 3 ud af 5 stjerner.

Hambros Allé 7-9-13 startede som en blogroman på hambrosalle7-9-13.com. Hun valgte at skrive videre og samle teksterne i en roman, så vidt jeg ved kan du stadig læse teksterne på hjemmesiden. 

Da jeg læste om Hambros Allé 7-9-13 blev jeg meget interesseret, og den mindede mig om et eller andet som jeg på tidspunktet ikke kunne finde frem til. Jeg har dog siden indset at min interesse i bogen må være baseret på, at den minder om Borgerligt tusmørke af Simon Fruelund som jeg også var interesseret i, i en overgang. I begge bøger følger vi beboere på en bestemt vej, men så vidt jeg kan huske, så følger Borgerligt tusmørke langt flere personer end Hambros Allé. 

Jeg begynde umiddelbart at læse Hambros Allé den dag jeg modtog den, men jeg nåede ikke længere end 50 sider. Historien kunne simpelthen ikke fastholde mig så jeg lagde den fra mig. Jeg prøvede dog igen for nyligt og denne gang var jeg langt mere interesseret i historien! Hambros Allé fortæller historien om 3 ægtepar; Line og Kristian, Ask og Cille samt Kaare og Caroline. Vi kommer ind på livet af alle karaktererne. Fokusset skifter dog mellem de 3 ægtepar igennem bogen, i starten ser vi mest til Line og Kristian, sidenhen til Kaare og Caroline, så til Ask og Cille og så tilbage igen. Jeg føler dog stadig at vi ser mere til Line og Kristian end de to andre par. 

Line og Kristian er det ældste par vi følger. De bor i nr. 13 og er umådelig velhavende. Ask og Cille er det yngste, de er nytilflyttere med 2 børn og bor i nr. 7. Det sidste par er selvfølgelig Kaare og Caroline, de er også meget velhavende og bor i nr. 9 med sønnen Lukas. 

Vi følger hver især de 6 karakterer, men i få tilfælde følger vi et par andre karakterer. Jeg er glad for at vi får hver deres syn på begivenhederne og deres ægteskab. Jeg er også helt vild med at der ikke er en altvidende fortæller som går ind og kommenterer. Vi får stadig tingene fra flere synsvinkler og usikkerheden i, hvem der egentlig har ret er spændende. 

Lotte Kaa Andersen har gjort et utrolig godt arbejde i forhold til udførelsen. Man kan mærke at nogen ulmer under overfladen hos Line og Kristian, men det forbliver usagt igennem en stor del af bogen. Man kan fornemme uroen uden at der bliver sat ord på, og det synes jeg er godt klaret. Du er ikke i tvivl om at der er noget galt. 

Jeg var også overrasket over hvor virkelig bogen føles. Det er ikke guld og grønne skove det hele, der er problemer i hvert ægteskab og det beundrer jeg. Hvert af de 3 ægteskaber er specielle, de ligner ikke hinanden på nogen måde, og for mig er det virkelighedsnært. Jeg har altid haft lyst til at læse om hvad der sker efter hvedebrødsdagene og det gav Hambros Allé mig. 

Lines karakter forbløffede mig. Jeg havde forventet en snobbet, ældre kvinde, men snobbet er hun faktisk ikke. Line vil gerne hjælpe Cille, og finder også en måde at gøre det på til sidst, og det sætter jeg stor pris på. Jeg havde ikke forventet dette træk hos Line. 

Jeg var overrasket over at jeg kunne relatere til nogle af karaktererne, i forhold til den store aldersforskel. Kaare har et stort ønske om at komme ind i 'det højere samfundslag', han ved at an skal kæmpe for det og at det kan være en hård kamp, men også at det er det værd. Det var præcis sådan jeg havde det da jeg startede denne blog, jeg følte mig som en tilskuer, præcis som Kaare, og jeg ville gerne ind i 'kliken'. Jeg ville så gerne være anmelder for danske forlag sammen med de andre bogbloggere og det var en hård kamp, dog ikke nær så hård som jeg havde forventet. Jeg føler endelig at jeg er 'inde' - og det er efter bare 8 måneder! 

Jeg har valgt at give Hambros Allé 3 ud af 5 stjerner. På sin vis var jeg overrasket over bogen men der manglede også noget. Selv anden gang havde jeg ikke problemer med at lægge den fra mig og det trækker ned. Det er dog en underholdende bog.

Prinsesse Bari af Hwang Sok-yong

Prinsesse Bari af Hwang Sok-yong, udgivet af Tiderne Skifter d. 18 marts 2016. Modtaget til anmeldelse fra forlaget. Orig. titel:  바리데기 og udg.  3/5 stjerner. 

Prinsesse Bari er ikke en type bog jeg normalt læser, men resuméet overtalte mig- så meget at jeg endda måtte kontakte forlaget om et anmeldereksemplar. Jeg elsker at læse nyfortolkninger eller genfortællinger af eventyr, og på en måde passer Prinsesse Bari ind i dette;

' Med afsæt i et gammelt folkeventyr om prinsessen, der begiver sig ud på en lang rejse for at finde Livets vand og redde sin far, har den koreanske forfatter Hwang Sok-yong skabt en levende fortælling om vores egen tid. '

Da jeg havde læst det stykke var der ingen tvivl om at jeg måtte have fat i bogen. Vi får endda historien om prinsesse Bari fortalt gennem bedstemoderen, hvilket jeg sætter megen pris på.
Kort fortalt følger vi Baris liv fra fødsel til ung voksen. Hun møder utrolig megen lidelse gennem denne korte periode og man kan ikke andet end at have sympati for hende.

Begyndelsen var utrolig fængslende, jeg er forbløffet over hvor mange informationer vi får om hver karakter og hvor tæt på Baris familie vi egentlig kommer. Det første stykke beskriver Baris barndom, helt fra fødslen, og jeg må indrømme at den er ret så sørgelig. Bari er den syvende datter, hvilket faderen klart ikke er tilfreds med, så moderen pakker Bari ind i et tæppe og lægger hende ud i skovbrynet for at dø. Jeg gispede da jeg læste det stykke, sikke en forfærdelig start på livet! Man er simpelthen så uønsket at man bare bliver forladt. Dette er også grunden til at bedstemoderen giver Bari navnet 'Bari' for forladt. Moderen tænkte på andre navne som 'Mian' for undskyld eller 'Sopsop' for fortvivlelse.
Jeg synes hele tiden det blev værre og værre. Det må være forfærdeligt at vokse op med forældre som egentlig ikke vil have dig og ikke lægger skjul på det. Moderens navne er ret klare og hendes handling siger endnu mere.
Jeg har altid fundet betydningen af navne særlig interessant og jeg elsker at der bliver gjort så meget ud af navnebetydning i Prinsesse Bari.

Selvom Bari får sådan en forfærdelig start på livet bliver det ikke bedre. Hvis jeg skal være helt ærlig vidste jeg ikke om jeg skulle grine eller græde gennem det meste af bogen. Jeg har allerede nævnt at hun møder megen lidelse, og det gør hun virkelig!
Bari mister langsomt sin familie og i en ung alder bliver hun smuglet til London - hvor hun møder mere lidelse og ulykke.

Jeg følte utrolig meget for Bari gennem hele bogen, og det er bizart hvor skævt hendes liv går. Jeg vil ikke spolere bogen for jer, og vil derfor ikke gå ind i detaljer; hun bliver forladt, gang på gang og selv når du ikke tror det kan blive værrere, så bliver det altså værrere. Jeg tror aldrig jeg har læst en bog hvor så megen ulykke rammer en enkelt karakter!

Jeg tror efterhånden i har fundet ud af, at jeg elsker kærlighedshistorier. Jeg elsker at læse om hvordan folk har mødt hinanden og hvordan de egentlig fandt sammen. Baris forældres historie er nok en af de sjoveste jeg længe har læst. Faderen kom hjem fra universitetet en dag, trådte en af døren hjemme hos moderen og fandt en korthåret ung pige. Det blev meddelt at hun var hans kone. Så meget for en romantisk historie! Jeg grinte højlydt da jeg havde læst det stykke, sikke en overraskelse at komme hjem til.

Alt i alt er Prinsesse Bari en kort bog som indeholder så meget mere end man regner med! Specielt ulykke og lidelse. Bari har dog også nogle bedre øjeblikke og det gør det om noget nemmere at læse om hendes ulykke. Jeg nød at læse om Bari og at lære hende at kende, jeg nød at følge hendes liv på så nært hold - men det gjorde også at jeg følte alting så meget mere.
Selvom jeg godt kan lide bogen blev jeg dog også en smule skuffet. Jeg synes der manglede et eller andet gennem det meste af bogen, der var en vis distance mellem mig og historien og det havde stor effekt på min læsning og vurdering af bogen.


Prinsesse Bari er ikke for sarte sjæle! 

Kys af Lone Diana Jørgensen

Kys af Lone Diana Jørgensen. Udgivet af Turbine i maj 2016. Modtaget til anmeldelse fra forlaget. 210 sider. YA, kærlighedshistorie. 3.5 ud af 5 stjerner.

Jeg blev meget overrasket da jeg fandt Kys i min postkasse. Jeg holder mig normalt væk fra alt der hedder 2. Verdenskrig og Kys foregår i 1940'ernes København. Jeg tænkte dog at jeg ville give den en chance og det er jeg glad for at jeg gjorde! 

Kys er en ungdomsroman om den første store kærlighed. Anna er 15 år gammel, forelsket i kæresten Johan og spekulerer på om hun skal gå hele vejen med ham. På sin vis lyder det som en helt almindelig ungdomsbog, men omstændighederne gør at det ikke bare er den gængse ungdomsbog. Den tid som ligger til grund for Kys gør at det er så meget mere end 'bare' end ungdomsbog. Vi får et indblik i livet under krigen, hvordan man blev påvirket her i Danmark og vi ser hvor heldige vi egentlig var. Jeg har meget mere forståelse for krigen nu, selvom jeg egentlig ikke har læst om krigen. Jeg er umådelig glad for at jeg modtog Kys for den har givet mig større forståelse end jeg nogensinde har fået fra nogen fagbog. Selvfølgelig var det værrere nogen steder end andre, og måske finder Kys sted inden det eskalerede, men jeg har en smule mere mod på at læse skønlitteratur som finder sted under 2. Verdenskrig. 

Anna lever et næsten normalt liv under 2. Verdenskrig. De bor i en mindre lejlighed, men det sker stadig den dag idag. Hendes søster blev gravid som 17-årig, hvilket også sker idag. Det eneste der egentlig adskiller Annas liv fra vores er at hun skal søge ly når lufthornene lyder og der er tyske soldater i gaderne. Selvfølgelig er der også mindre ting som problemer med rationeringer, men selv den dag idag er der mennesker som ikke kan få det hele til at løbe rundt. 

Jeg har altid set på livet under krigen som forfærdeligt, en periode hvor livet egentlig ikke var værd at leve, og jeg takker Lone Diana Jørgensen for at skrive denne bog, jeg takker hende for at give mig en forståelse for at det ikke var så forfærdeligt som jeg har gået og troet. Jeg vil helt klart anbefale den til skolebrug og som hyggelæsning - uanset hvad, er den utrolig indsigtsfuld. 

Jeg elsker at Anna stadig tænker på drengeproblemer! Jeg elsker at hun stadig tænker på hvilket tøj hun skal tage på hver dag og på sex. Det viser at krigen ikke overskyggede alt! At en 15-årig pige ikke tænker på om hun snart skal dø, eller krigen generelt, men i stedet går og bøvler med følelser for Johan, og måske den nye mystiske fyr, gør mig utrolig glad. Normalt ville jeg være forfærdet over dette, men fordi vi har læst så meget om krigen i skoletiden samt har fået så mange skrækscenarier, er jeg taknemmelig for det. 

Selvom jeg har rost denne bog en masse har jeg stadig 'kun' givet den 3.5 ud af 5 stjerner. Jeg er glad for den og jeg fortryder i den grad ikke at jeg har læst den. Men jeg kan ikke give den 4 stjerner eller højere da jeg manglede noget som fangede mig. Som gjorde at jeg ikke kunne ligge bogen fra mig, hvilket jeg ikke havde nogle problemer med. 

Det er en utrolig interessant bog som jeg priser mig lykkelig over nu er at finde på markedet, men den mangler også et eller andet. 

Som i måske kan huske delte jeg et par indledende tanker om bogen i starten af maj, i kan finde indlægget her. Jeg snakkede om hvordan omslaget ikke sagde mig noget ved første blik - og nu, ja, det er et af de bedste danske omslag jeg har set længe. Jeg er vild med det vintage-look der omgiver hele bogen så det er klart en vinder hos mig - det tog bare lidt tid at indse det. 

I 'ved første blik' nævnte jeg også hvordan jeg forventede, og håbede, at Kys ville være en kærlighedshistorie som tilfældigvis finder sted under 2. verdenskrig og jeg er glad for at sige, at jeg fik ret! Selvfølgelig lå det ikke helt i baggrunden, men det var overhovedet ikke det eneste bogen handlede om! Den bedste måde at beskrive bogen på, er egentlig det sidste stykke af resuméet; 

Kys er en intens fortælling om den første kærlighed. Samtidig er det en indsigtsfuld skildring af levevilkårene i Danmark under 2. Verdenskrig. 

Når det kommer til dansk ungdomslitteratur har jeg ikke de helt store forventninger, jeg er tit blevet skuffet og læser det derfor ikke så ofte. Kys overraskede mig dog, jeg troede jeg kunne forudse handlingen, hvilket jeg overhovedet ikke kunne.  Jeg elsker at vi ser livet i Danmark under krigen, jeg elsker at jeg kan få et indblik i levevilkårene her i 40'erne og jeg elsker at det ikke er nær så frygteligt som jeg havde troet. 

Mange tak til forfatteren for at skrive denne bog, og mange tak til Turbine for at sende et eksemplar min vej. I har åbnet mine øjne!