Viser opslag med etiketten Science fiktion. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Science fiktion. Vis alle opslag

10. juni 2016

Darlah - 172 timer på månen af Johan Harstad

Darlah - 172 timer på månen af Johan Harstad. Udgives af Klim i dag d. 10 juni 2016. Modtaget til anmeldelse fra forlaget. Orig. titel: Darlah - 172 timer på månen. Orig. udgivet i 2008. 315 sider. Voksen, science fiction, gyser. 3.5 ud af 5 stjerner.
 Jeg har længe været interesseret i at læse Darlah, eller som den så fint hedder på engelsk; 172 hours on the moon. Jeg opdagede ved et tilfælde at Klim oversatte og udgav den i år, så jeg måtte skynde mig at skaffe et eksemplar.
Jeg har altid vidst at den foregik på månen og at det derved var en science fiction bog, men det viser sig dog at det egentlig er en gyser som foregår på månen. Ikke at det skulle afskrække mig for at læse bogen!

Jeg vil, endnu en gang, drage brug af første stykke af resuméet;
Det er over 40 år siden, at NASA sendte mennesker til månen. Nu vil de gøre det igen. For at vække interesse for projektet og sikre sig økonomiske støtte lancerer de en international lodtrækning. Tre unge mennesker kan vinde en rejse til månebase Darlah 2, hvor de skal opholde sig en uge. 
De tre unge teenagere vi følger er; Mia Nomeland, Midori Yoshida og Antoine Devereux.
Mia er 16 år gammel og kommer fra Norge, som jeg nævnte i ved første blik irriterede Mia mig grænseløst. Hun er sur på alt og alle og selvom nogle teenagere har et gennemtrængende had til omverdenen er det ikke noget jeg har lyst til at læse om. Jeg blev hurtigt træt af Mias stemme selvom hun forbedrede sig som historien gik.
Midori er 15 år gammel og kommer fra Japan. Hun vil for alt i verden gerne til New York og ser denne lodtrækning som muligheden for det. Hun er egentlig ligeglad med at komme til månen, hun vil bare væk fra det liv hun har nu og drømmen er New York. Jeg har egentlig ikke nogen følelser omkring Midori, for mit vedkommende kunne hun godt være udeladt.
Antoine er 17 år gammel og kommer fra Frankrig. Selvom jeg egentlig godt kunne lide at følge ham var han i bund og grund lidt creepy. Han overvåger sin ekskæreste som forlod ham for en anden fyr. Antoine fandt jeg dog helt klart som en af de bedste karakterer i bogen, hvis ikke den bedste, og jeg kan ikke helt sætte min finger på hvorfor, måske fordi han behandler sin omverden bedre end Mia?
Jeg var stor fan af venskabet mellem de 3 som stille vokser gennem bogen. De er jævnaldrende og selvom det er to teenage piger var der ikke de store problemer. Jeg tror også at det var omkring det punkt hvor jeg blødte en smule op for Mia for hun blev, af mangel på bedre ord, rar i deres selskab.

Prologen er nok den bedste del af bogen, efter min mening. Jeg beskrev den i ved første blik som science fiction møder Dan Brown og det er stadig den bedste måde at beskrive prologen på! Da Vinci mysteriet og Engle og dæmoner er stadig på min liste over de bedste bøger jeg nogensinde har læst, så det er egentlig en utrolig stor kompliment. De 6 sider som prologen varer fangede mig mere end resten af bogen tilsammen.

Selvom prologen er utrolig stærk og fangede mig med det samme er det noget helt andet med resten af bogen. Det tog lang tid før vi egentlig kommer igang; i starten følger vi Mia, Midori og Antoine optil lodtrækningen og derefter til træning og undervisning og da vi endelig når halvvejs igennem bogen er de i raketten på vej til månen, som er en rejse på 4 dage.
Jeg fandt tiden i rummet og på månen interessant, men jeg var stadig ikke fanget. Der var intet som afholdte mig fra at lægge bogen fra mig. Det blev lidt mere interessant da der begynder at ske mystiske ting på månen. Jeg håbede virkelig at min intuition ikke holde stik, for jeg vidste jeg ville blive skuffet hvis den gjorde. Hvilket den gjorde. Slutningen forbavsede mig dog en smule men jeg var ærlig talt skuffet over hvad det egentlig ledte op til. Jeg vil selvfølgelig ikke røbe det for jer, men jeg havde i den grad håbet på noget andet.


Jeg elsker også at det ikke bare er tekst! Vi har fx denne reklame for lodtrækningen, der er derudover også plantegninger, billeder og meget mere gennem bogen! Jeg synes ikke altid at billederne gjorde noget for historien men reklamen og plantegningerne er jeg helt vilde med! Det tilføjede noget ekstra og plantegningerne gjorde det mere overskueligt.

Der bliver også nævnt en hjemmeside i bogen; nasamoonreturn.com og det er en rigtig hjemmeside! Det er ikke altid at sådanne detaljer bliver husket, men jeg er stor fan når de endelig gør!

Alt i alt er jeg endt på 3.5 stjerner ud af 5 for selvom den var god havde jeg relativt mange problemer med bogen. Jeg anbefaler den dog stadig for jeg forstår hvorfor mange elsker bogen!

30. maj 2016

Ved første blik, Darlah - 172 timer på månen

Darlah - 172 timer på månen af Johan Harstad udgives af Klim d. 10 juni. Modtaget til anmeldelse fra forlaget. 
Jeg er netop begyndt at læse Darlah - 172 timer på månen af Johan Harstad som udkommer på dansk d. 10 juni. Jeg gik praktisk talt igang med at læse den det sekund jeg fik den ind ad døren, og jeg tænkte at jeg lige ville dele et par indledende tanker når i nu må vente indtil d. 10 juni efter min anmeldelse.

Darlah er en bog jeg har haft på min TBR (to be read)-liste i årevis. Det er faktisk en norsk bog som originalt blev udgivet i 2008 og som nu, endelig, bliver udgivet på dansk! Den var populær på booktube i en overgang og det var egentlig der jeg opdagede den. Det var rent held at jeg så den på Klims hjemmeside tidligere på måneden.

Omslaget siger mig ikke særlig meget, jeg tror ærlig talt ikke at jeg ville tænke videre over den hvis jeg fandt den i en boghandel. I første omgang vidste jeg ikke engang at det var den samme bog! Jeg vil dog læse den på grund af indholdet og ikke omslaget, så det gør i bund og grund ingenting.

Titlen er helt klart det, som fanger en i første omgang. På engelsk hedder den blot 172 hours on the moon og det er præcis det jeg hægter mig ved! Det er en ungdomsroman, senere udgivet som voksenroman, som foregår på månen! Det eneste du egentlig behøver at vide, er første del af resuméet;
Det er over 40 år siden, at NASA sendte mennesker til månen. Nu vil de gøre det igen. For at vække interesse for projektet og sikre sig økonomiske støtte lancerer de en international lodtrækning. Tre unge mennesker kan vinde en rejse til månebase Darlah 2, hvor de skal opholde sig en uge. 
Det er helt klart noget for mig! Jeg læser ikke tit science fiction bøger, men når jeg endelig gør, så læser jeg mange på én gang! Jeg har dog også hørt, og læst, at det ikke decideret er en science fiction bog, men en gyser som foregår på månen! Hvis jeg skal være ærlig tror jeg ikke at noget kan afskrække mig fra at læse denne bog!

Jeg har nu læst både prolog og første kapitel, og jeg prøver at skrive så hurtigt jeg kan, så jeg kan komme tilbage til bogen. For my oh my, den er fængslende!
Darlah begynder med sætningen;

"Mine herrer, tiden er inde."
Darlah af Johan Harstad, s. 11 
Hvis det ikke var fordi jeg havde sat mig for at skrive dette indlæg tror jeg ikke at jeg havde lagt bogen fra mig foreløbig! Den er simpelthen så interessant og jeg har lyst til at læse mere! I prologen hører vi om baggrunden for denne lodtrækning; de byggede en base på månen i '72-'74 som de navngav DARLAH 2. Et eller andet skete deroppe og de har billederne til at bevise det! De fik dog besked på at lade det være og det hele blev holdt hemmeligt, nu vil de dog op og undersøge det, igen, og de 3 unge mennesker skal bruges som en distrahering for hvad der egentlig foregår - samt sikre økonomisk støtte til projektet.
Jeg kunne ikke stoppe med at læse prologen, den mindede mig om science fiction møder Dan Brown - på den aller bedste måde og jeg håber vi ser mere lignende i bogen!

I første kapitel skifter tonen dog helt. Vi møder Mia Nomeland som i den grad ikke vil til månen! Hendes forældre bliver dog ved med at presse hende, men hun giver ikke efter. Indtil videre er jeg egentlig irriteret på Mia, ikke at hun ikke vil til månen - for det vil jeg egentlig heller ikke - men hun er lidt træls, for at sige det på godt jysk. Hun er så vred og irriteret på alt og alle - jeg håber ikke at hun er sådan gennem hele bogen.


Indtil videre er jeg stadig vild med bogen og glæder mig til at læse mere! Jeg ved ikke hvorfor jeg altid har haft en idé om at det var en længere bog når jeg altid har vidst at den er omkring 300 sider lang. Jeg har allerde smugkigget lidt og foruden annoncen som i kan se på billedet er der også billeder og mindst én plantegning. Jeg kan ærlig talt ikke vente!

Min anmeldelse er at finde på bloggen på udgivelsesdagen, d. 10 juni.