Ulykkernes tid af Moïra Fowley-Doyle

Ulykkernes tid af Moïra Fowley-Doyle. Udgives af Nyt Nordisk Forlag idag d. 15 juni. Modtaget til anmeldelse fra forlaget. Orig. titel: The Accident Season. Orig. udgivet i 2015. 275 sider. Ungdomsbog, magisk realisme. 3 ud af 5 stjerner

Denne bog er en som længe har floreret på de engelske medier og jeg har derfor været interesseret i den siden udgivelsen. Ikke at jeg havde planer om at læse den, men da muligheden bød sig kunne jeg ikke sige nej. Nu står jeg dog med det problem at jeg ikke ved hvad jeg egentlig synes om Ulykkernes tid. 

Ulykkernes tid handler om 17-årige Cara som hvert år kommer ud for ulykkernes tid. Ulykkernes tid finder sted i oktober måned hvert år; knogler brækker, huden får rifter og sjælen får skrammer.
Hele Caras familie kommer ud for ulykkernes tid. Både moderen, som i sin tid navngav ulykkernes tid, søsteren Alice, stedbroderen Sam og ethvert andet familiemedlem.
Cara, stedbroderen Sam og søsteren Alice tager ud for at finde Elsie, som på mystisk vis er forsvundet under ulykkernes tid dette år. Cara er på det sidste blevet meget interesseret i Elsie da hun er på størstedelen af de billeder hun har taget, men hun er simpelthen væk.

Ulykkerens tid foregår i Irland, som jeg i den grad er med på, jeg fik dog desværre ikke den samme følelse som jeg får af andre bøger som finder sted i Irland. Det er lidt en skam da jeg elsker Irland.

I begyndelsen af bogen hører vi om denne hemmelighedsbod som Elsie har opfundet. Man sætter sig ind bag en skærm, skriver sin(e) hemmelighed(er) på skrivemaskinen og lægger dem ned i en kasse. Hemmelighederne bliver så hængt op over hele skolen til sidst på året. Jeg fandt hemmelighedsboden vældig interessant og jeg kan huske at vi havde noget lignende på mit gymnasie! Der er et eller andet over at læse andres hemmeligheder uden at vide hvem hemmeligheden tilhører - måske burde vi praktisere det mere?

En af de små ting som jeg elsker er moderens hårfarve - hun er ikke en kedelig mor! I historiens nutid er det lilla og efterhånden som vi hører mere om karakterernes fortid finder vi ud af at hun både har haft blå, pink og orange hår! Der er et eller andet jeg elsker ved det, måske er det bare, at hun ikke er den traditionelle mor som vi finder i litteraturen.

Jeg tror efterhånden i ved hvor glad jeg er for at støde på læseheste i litteraturen og Ulykkernes tid er ikke en undtagelse! Både Cara og Sam kan lide at læse og vi får endda en hurtig tur til Galway hvor de køber bøger. Et af de mange uheld involverer også en bogreol som vælter ned over Cara, og jeg leede muligvis en smule da jeg læste den scene;

Jeg prøver at smile. "Hvem skulle nu have troet, at det kan være så farligt at læse bøger?" siger jeg. "Det er første gang, jeg fortryder min samling af indbundne bøger. Fra nu af vil jeg ikke have andet end paperbacks." 

Ulykkernes tid af Moïra Fowley-Doyle, s. 44-45

Jeg tror vi alle sammen kan relatere til Cara, dog ikke ved at vi har fået en reol ned over os, det håber jeg i hvert fald ikke! Men jeg ved da at jeg fortryder min samling - en lille smule - hver gang jeg omorganiserer mine reoler! Indbundne bøger er altså tunge bøger.

En karakter som jeg er særdeles glad for er Bea, Caras bedsteveninde. Hun læser tarot kort og betegnes egentlig som en heks. Hendes karakter er utrolig finurlig og jeg elsker at hun bliver beskrevet som skolens heks - for hun er alt det jeg elsker ved hekse! Selvfølgelig er hun en helt almindelig pige som har tarot kort limet fast til hænderne, men jeg elsker hende uanset! Jeg nød at læse om hende.

Allerede fra begyndelsen var jeg vild med Cara og Sam's forhold. Sams far Christopher kom sammen med Caras mor i et par år men forlod dem og efterlod Sam hos Caras mor. Da det er en ungdomsbog kan man regne ud at der bliver et romantisk aspekt, og jeg vil indrømme at jeg godt kunne lide det i dette tilfælde!

Det magisk realistiske aspekt i bogen er 'skiftinger'. Cara ser en gang imellem nogle væsener, som egentlig er en anden version af dem selv, og de får efterhånden deres eget liv. Til slut ser Cara egentlig skiftingerne som værende deres rigtige jeg, som er gemt bag deres menneskelige ydre. Det var utrolig interessant og anderledes, men det var ikke det jeg havde forventet af denne bog. Jeg havde ikke regnet med at det var magisk realisme.

Så alt i alt er det en fin fortælling - og jeg havde meget mere at sige om den end jeg havde regnet med - men umiddelbart er jeg altså ikke imponeret!

Mit hjerte og andre sorte huller af Jasmine Warga

Original titel: My Heart and Other Black Holes
Udgivelsesdato: Juni 11, 2015
Forlag: Nyt Nordisk Forlag
Genre: Ungdomsbøger, realistisk fiktion
Format: Paperback, anmeldereksemplar
Kilde: Modtaget fra Nyt Nordisk Forlag til gengæld for en ærlig anmeldelse
Antal sider: 267 sider 
Min rating: ★★★★/5

Goodreads ⎜Saxo ⎜Bogreolen.dk

16-årige Aysel tænker meget på at dø.

Hendes far har begået en frygtelig forbrydelse, hele byen taler om. Folk hvisker om hende bag hendes ryg, og hun føler sig ikke godt tilpas i sin mors nye familie.

Det er derfor, Aysel har planer om at tage sit eget liv, og der er kun ét problem – hun ved ikke, om hun har modet til at gennemføre det alene.

I et forum på nettet, hvor man kan finde en selvmordsmakker, møder hun Roman, en teenagedreng, der også er meget langt nede – og hun og Roman beslutter at tage herfra sammen.

Roman har allerede sat datoen. Der er kun 24 dage til.

En rørende og dramatisk historie til læsere af f.eks. En flænge i himlen af John Green

Jeg undskylder på forhånd! Jeg er en smule skuffet over Mit hjerte og sorte huller og det fremgår også af min anmeldelse. 

Mit hjerte og andre sorte huller er endnu en historie om selvmord og depression. Jeg havde håbet at den skilte sig ud fra mængden, og selvom det var en god historie, så adskiller den sig ikke fra de andre.

Vores hovedperson Aysel Seran er 16 år gammel, hendes baggrund er tyrkisk og hun har en stor interesse i klassisk musik. Aysel har besluttet sig for at begå selvmord, hun ved bare ikke hvordan eller hvornår endnu. En dag opstår der dog en mulighed for at få en såkaldt 'selvmordspartner' - en som tager sit eget liv sammen med dig. Aysel ser også selv ironien i det at have en selvmordspartner, men hun ser også en fordel i det, da hun frygter at hun bakker ud i sidste sekund.
Jeg siger ikke at der ikke er en 'god grund' til at begå selvmord - jeg vil overhovedet ikke ind i en lang debat om det, men jeg synes at Aysels grund er en smule overfladisk - af mangel på bedre ord. Hendes far er skyld i at en fyr fra hendes skole har mistet livet og det har så forårsaget nogle problemer for Aysel. Selvfølgelig har det da givet nogle problemer for hende og jeg forstår da godt at det er ubehageligt, men jeg synes ærlig talt ikke at det er grund nok til at ville ende det hele. Og jeg forstår godt frygten i at ende op som ham, men altså, alligevel.

Aysel's grund til at tage sit liv er nok det største problem jeg har med bogen; at grundlaget for hele historien er baseret på noget så flygtigt.

Roman. Han er en bedre karakter end Aysel; hans grund er 'bedre', om man så må sige, da han beskylder sig selv for hans søsters død - og det er der måske en smule sandhed i. Han kaster ikke sin depression fra sig i det sekund han finder ud af at han har følelser for Aysel og han mener stadig at livet ikke er godt nok til at leve. Han er mere troværdig og jeg ville ønske at bogen var skrevet fra hans synsvinkel.

Et andet problem er at det hele er så forudsigeligt. Dette er dog et generelt problem i ungdomsbøger. Efter bagsideteksten kan du nogenlunde sige hvad der kommer til at ske og hvornår - og så er der altså ikke meget ved at læse bogen.

Beskrivelsen af depression var dog særdeles fantastisk - indtil slutningen. Det bliver selvfølgelig ikke sagt direkte, men det ene tidspunkt vil hun begå selvmord og det næste er hun simpelthen så forelsket og hun ved at hun ikke vil gøre det. Depression er ikke en knap du kan tænde og slukke, og det er sådan jeg har opfattet hendes indre tumult i slutningen. Jasmine Warga gjorde dog et bedre arbejde end andre forfattere på depressionsfronten så helt dårligt er det heller ikke.

En depression er en tyngde, man ikke kan undslippe. Den hamrer ned over en, får selv de mindste ting, som at binde ens snørebånd eller tage en bid af et stykke ristet brød, til at føles som en tredive kilometer lang vandretur op ad bakke. En depression er en del af en; den sidder i ens knogler og løber i ens blod. Og er der én ting, jeg ved, så er det, at det er umuligt at slippe væk. 

Nu hvor jeg har nævnt alle de ting ved bogen som jeg havde problemer med burde jeg nok også nævne at jeg læste Mit hjerte og andre sorte huller på en enkel aften. Den fangede mig selvom jeg vidste hvordan den ville ende og jeg nød da også historien - bare ikke i nær så stor grad som jeg havde håbet.

Selvom de fleste ungdomsbøger ligner hinanden, specielt når de omhandler emner som depression og selvmord, så synes jeg også at de gør op med en masse tabu'er. Det er 'tilladt' at snakke åbent om depression, selvmord og lignende ting nu i større grad end det var førhen - og det er en af de fantastiske ting ved litteraturen.

Hvis du allerede har læst bogen eller er ligeglad med spoilers;

Omkring det forudsigelige;
Selvfølgelig ved vi hvordan det kommer til gå med det samme vi finder ud af at selvmordspartneren er en dreng - og selv det vidste man jo. De forelsker sig og selvfølgelig begår de ikke selvmord.
Den eneste bog som egentlig har overrasket mig på det plan er All the Bright Places af Jennifer Niven.

Selvfølgelig er jeg da glad for at de ikke begik selvmord - for det er et utroligt dårligt signal at sende, men man forventer altid at de kommer til konklusionen at livet er bedre end de troede.