Lolita af Vladimir Nabokov

Original titel: Lolita
Udgivelsesdato: April 7, 2011 (orig. 1955)
Forlag: Penguin
Genre: Klassikere, Voksen
Format: Mass Market Paperback
Kilde: Saxo.dk
Antal sider: 352 sider 
Min rating: ★★★/5

Goodreads ⎜Saxo ⎜Bogreolen.dk

Den midaldrende europæer Humbert Humberts ’forelsker’ sig i sin 12-årige amerikanske steddatter, Dolores Haze, kaldet Lolita.

Emigranten Humbert har altid været besat af ’nymfetter’, og han gifter sig med moren til Lolita for at kunne fortsætte sommerfuglejagten på hende.  Da moren dør i en bilulykke, i ophidselse efter at have fundet Humberts hemmelige dagbog, drager stedfaren Humbert og Lolita på rejse rundt i USA, og det lykkes ham at forføre pigen – eller omvendt.

Vladimir Nabokovs LOLITA fra 1955 er et epokegørende værk i moderne amerikansk litteratur; sjældent har en roman haft så stor kulturel indflydelse som Nabokovs berygtede studie i erotisk besættelse.

Af en eller anden mystisk grund havde vores læsekreds besluttet at læse Lolita i november, timingen kunne ikke være bedre da jeg lige havde købt den! Problemet er dog at jeg kun havde en dag til at læse den, da jeg fandt ud af det lidt for sent. Uanset hvad, tror jeg ikke at det er muligt at læse Lolita på en enkelt dag, det er en forholdsvis tung bog med et svært emne så en hurtig læsning kan ikke lade sig gøre, det nægter jeg at tro på.

Jeg var positiv overrasket over begyndelsen. Jeg elskede starten, som i kan læse mere om her. Og jeg havde håbet at det smukke, poetiske sprog som Humbert Humbert bruger i starten ville være sproget i hele bogen. Dette er dog ikke tilfældet da alt det poetiske 'forsvinder' da Dolores, eller Lolita, bliver introduceret et stykke inde i bogen. Sproget er ikke længere poetisk, men tungt og en smule prætentiøst. Det jeg kunne lide ved Lolita forsvandt før det egentlig begyndte.

Lolita er fortalt i form af et 'memoir', det er i hvert fald det Humbert Humbert gerne vil have os til at tro. Han er hele tiden bevidst om at historien bliver læst, og ikke blot fortalt, læseren bliver derfor tit gjort opmærksom på sig selv. Jeg blev ret hurtigt træt af alle disse læserhenvendelser da det trækker én ud af sin læsning og man bliver nødt til at komme ind i historien igen - som jeg i forvejen fandt besværligt.
Hele bogen er praktisk talt hans forsvar for hvorfor han ikke gjorde noget forkert. Han er utrolig upålidelig og siger tit ting som ikke rigtig skete - men som jo lige så godt kunne være sket. Han er en ret speciel karakter og fortæller, til tider finder man sympati med ham - som man jo ikke skulle forvente. Han stopper dog ret hurtigt disse sympatiserende tanker, da han formår at gøre tingene værrere og værrere, fx hans ophøjede tanker om sig selv;

... every once in a while I have to remind the reader of my appearance much as a professional novelist, who has given a character of his some mannerism.... My gloomy good looks should be kept in the mind's eye if my story is to be properly understood. Pubescent Lo swooned to Humbert's charm as she did to hiccuppy music.... 

Jeg havde fundet en hvis grad af sympati for ham indtil vi ramte dette punkt. Hans andre begrundelser for hvorfor hans forhold til Dolores ikke var forkert kunne til sin tid forstås. At han beskylder hans udseende synes jeg dog ødelægger al den sympati jeg havde for ham, og ødelægger det billede jeg havde af Humbert. Jeg synes han blev utrolig prætentiøs jo længere ind i bogen man kommer og jeg kan altså ikke lide ham!
Måske er dette dog meningen med det hele; alle disse ambivalente følelser, specielt den sympati man føler for Humbert. Forventer man at føle sympati med en pædofil? Ikke umiddelbart, nej.

Jeg tænkte at jeg lige ville dele en tanke med jer når vi nu alligevel taler om Humbert; er det kun mig eller minder han om præsten, fortælleren, i Sildig Opvaagnen af Blicher? Jeg er ikke sikker på om det kun er disse ophøjede tanker eller at hele historien forvrænges pg.a. en beundring, men jeg kan ikke slå det ud af hovedet!

Dolores havde jeg forventet var offeret, og det er hun jo også - men jeg kan ikke lide hende. Hun er simpelthen en lille møgunge for at sige det lige ud. Hun har selvfølgelig ikke fortjent hvad Humbert gør ved hende, det har ingen 12-årig pige, men hun er heller ikke helt uskyldig.
Finder jeg sympati med hende? Ja, men ikke udelukkende af den grund man skulle tro. Selvfølgelig er det forfærdeligt hvad Humbert udsætter hende for, men hun blev udsat for lige så slemme ting inden Humbert. Hendes mor var helt forfærdelig over for hende, behandlede aldrig Dolores særlig godt. Omsorgssvigt er klart et gennemgående tema!
Jeg forstår til dels godt hvorfor Dolores endte med at se Humbert som sin elsker, hun får den kærlighed som hendes mor aldrig gav hende. Jeg siger stadig ikke at dette er rigtigt, men forstående er det.

For at være ærlig havde jeg forventet værrere. Jeg har hørt mange snakke om at den er åh så pornografisk og selvom jeg kan se hvorfor de synes det, så er den altså ikke pornografisk. Den er skrevet på en sådan måde, at alt skal læses mellem linjerne. Man ved at de har sex, men det siges som sådan ikke direkte.
Jeg synes det er slemt at vide at hun faktisk lægger op til det selv - hvis man altså stoler på Humberts udtalelse. Jeg synes dog også det er forfærdeligt at Dolores har sådan et sølle liv; ingen kan egentlig lide hende bortset fra Humbert og det er klart på den forkerte måde!


Så, selvom jeg ikke var så forarget som jeg havde frygtet, synes jeg ikke at det er en fantastisk bog. Jeg forstår hvorfor det er en bestseller og jeg forstår hvorfor folk er glade for den! Men, for mig kan jeg ikke komme over pædofili-delen i det hele. At Humbert Humbert er så upålidelig som han er, gør det hele værrere. Har Dolly egentlig selv lagt op til det? Hvor meget er egentlig sandt? Jeg har haft mange hypoteser men jeg synes ikke ligefrem at nogen af dem giver en åbenbaring.