20. februar 2016

Hvor intet bryder vinden af Leonora Christina Skov

Udgivelsesdato: April 28, 2015
Forlag: Politikens forlag
Genre: Voksen, thriller
Format: Hardcover, anmeldereksemplar
Kilde: Modtaget fra Bogreolen.dk til gengæld for en ærlig anmeldelse
Antal sider: 355 sider 
Min rating: ★★★/5

Goodreads Bogreolen.dk 


Syv danske kunstnere og forskere får et frit arbejdsophold af en gådefuld velgører på den ubeboede ø, Stormø. De glæder sig til en måned langt fra alting, men det overrasker dem alligevel at blive indlogeret i et glashus uden kontakt til omverdenen og uden mulighed for at komme væk. Stemningen bliver hurtigt anspændt, og da en af dem forsvinder i skoven, og en anden falder i døden, indser resten, at noget er helt galt. Er der en morder iblandt dem? Og hvem er næste offer? Snart fletter deres livshistorier og dybeste hemmeligheder sig ind i hinanden, og en større historie om besættelse, udnyttelse og personligt ansvar tager form.


Hvor intet bryder vinden er en samtidsthriller inspireret af de klassiske mysterier og et portræt af syv meget forskellige mennesker, der bliver tvunget til at se deres fortrængninger i øjnene.

 Jeg har længe været interesseret i Hvor intet bryder vinden. I første omgang på grund af coveret og sidenhen - da jeg endelig fik læst bagsideteksten - på grund af historien.

Hvor intet bryder vinden opslugte mig fuldstændig, jeg begyndte at læse den sent om aftenen og det første jeg gjorde næste morgen var at finde den frem. Det er en fremragende fortælling med fantastiske skildringer af menneskets væsen.
Jeg er målløs over hvor godt vi kommer til at kende hver eneste karakter;
Robin Lee er rejseskribent og rejser derfor rundt i hele verden.
Kevin er forsker og igang med at omskrive hans ph.d. afhandling om Frankenstein til en bog
Joachim er forfatter, skilt og har to børn
Anne er hjemmegående mor og laver pop up bøger udelukkende i hvidt papir (det lyder så smukt!)
Sofie skriver på sin debutbog; Det sidste kapitel
Greta er duftekspert og igang med at skrive et duftmanifest (håbet er at man kan kradse på hver side og så kommer der en duft! Jeg er så vild med den idé, så opfindsomt!)
Poul Erik er præst og snart enkemand. 
Selvfølgelig er der meget mere til hver eneste af dem, og jeg elsker mængden af detaljer som hører til hver karakter. Normalvis er der en stor forskel når det kommer til hvor godt vi kender hver karakter, men skellet er ikke så stor i Hvor intet bryder vinden. Vi hører om deres fortid, deres nutid, deres fejltagelser, deres drømme osv. Hver af disse 7 karakterer er så realistiske at jeg er forbavset over at nogen kan skrive noget så godt. De har fejl og mangler men de har også gode sider og kvaliteter, de er så forskellige som noget kan være og du kan ikke forveksle nogen af dem. Jeg kan ikke understrege nok, hvor god Hvor intet bryder vinden egentlig er.

Ærlig talt så skrev jeg utrolig mange notater under læsningen af Hvor intet bryder vinden, meget mere end jeg plejer, og det er stort set bare karakteranalyser og fortolkninger - med et skvæt af ting jeg elsker. Et virkelig godt eksempel er mine lange overvejelser om hvorvidt Pierre, Gretas mand, egentlig er en virkelig person eller hendes alter-ego. Jeg ved ikke om det kun er mig som har sat med denne overvejelse, men det tog lang tid at overbevise mig om at han egentlig er virkelig. Om det er pinligt eller ej er jeg meget usikker på.
Jeg hyggede mig med at lære hver og en af dem at kende, at regne ud hvorfor de var havnet på øen osv. Du regner forbindelsen ud lige så stille, og jeg synes det er virkelig godt fundet på!

Det som virkelig overraskede mig da de ankommer til Stormø er, at huset er lavet af glas. Alt er transparent så de kan ikke gemme sig. Allerførst mindede det mig om huset fra Thir13en Ghosts som virkelig skræmte mig, og bogen bevarede da helt klart ubehaget omkring glashuset. Jeg mener, har i nogensinde gået direkte ind i en glasdør fordi i ikke kunne se at den var der? Forestil dig et helt hus hvor det egentlig ikke er helt tydeligt hvor der er en dør eller åbning - tilføj så at folk lige så stille forsvinder. Det er en uhyggelig bog, men den er ligeså fængslende, hvis ikke mere.

En af de første noter jeg lavede var omkring sprog. Ikke omkring skrivestilen, men sprog som engelsk, spansk, afrikansk osv. Jeg kan vist godt røbe at bogen starter i Afrika, da du får det af vide på første side. Normalt så står alting på dansk eller engelsk - selvom der egentlig bliver talt på et andet sprog. Tag fx The Loveliest Chocolate Shop in Paris af Jenny Colgan hvor at alt egentlig er på fransk, selvom det er skrevet på engelsk, medmindre andet er anført. Dette er et stort problem for mig som læser, Skov gjorde dog det bedste ud af situationen. Der er afrikanske ord undervejs, og de bliver selvfølgelig forklaret, men det er ikke bare 'jeg elsker dig' sagde han på sit modersmål eller på afrikansk - det står faktisk på afrikansk. Der er også en del engelsk i starten og det er jeg også utrolig glad for - jeg mener, hvad er chancen for at der bliver snakket dansk i Afrika af og til de indfødte? Leonora Christina Skov har tænkt tingene helt igennem i stedet for bare halvvejs og det sætter jeg pris på.

Skrivestilen er dog også fuldført til en grad som overrasker mig. Fortælleren springer mellem de 7 karakterer og på en eller anden måde bliver sproget tilpasset hver karakter. Når vi er ved Kevin oplever vi hvor utrolig vulgær han egentlig er, ved Greta hvor ubehøvlet osv. Deres personligheder påvirker skrivestilen! Du var ikke i tvivl om hvilken karakter du følger på noget tidspunkt og det er en vidunderlig rejse!

Jeg er stadig forbløffet over mængden af litterære referencer! Jeg nærede et håb om at kunstnerne var forfattere, og jeg blev ikke skuffet. Hvor intet bryder vinden emmer af litteratur! Vi har en masse forfattere, vi har Greta som bliver ved med at citere litteratur og ja, jeg ved ikke engang hvordan jeg skal beskrive dette, men i kan se det for jer selv;
Greta så The Yellow Wallpaper støde frontalt sammen med Girl, Interrupted. Hvis teenagepiger dog deres weltschmerz mindre alvorligt, ville der være god plads på psykiatrisk modtagelse.
Dette er ligepræcis denne genialitet jeg prøver at beskrive i denne anmeldelse. Jeg tror ikke engang forbløffet er et godt nok ord til at beskrive hvad jeg er! Men Hvor intet bryder vinden er fyldt med diverse referencer til litteraturen og jeg blev lykkelig hver eneste gang jeg fandt en. Jeg ville ønske jeg kunne vise jer flere af denne slags citater fra andre bøger - jeg vil have mere af den slags.

Selve præmisset minder utrolig meget om And Then There Were None af Agatha Christie. En gruppe mennesker bliver inviteret ud til en ukendt ø og de forsvinder én for én. Mange ting adskiller sig dog fra Agatha Christies roman, men der er også utrolig mange ting som ligner hinanden.
Alene første linje i resumeet fortæller at den kommer til at ligne And Then There Were None. Jeg havde dog ikke noget imod dette faktum da jeg elsker And Then There Were None, det er så godt udført og du ved ikke rigtig hvem den skyldige er.

Er det forfærdeligt at jeg lige måtte google Stormø? Jeg tror det værste er at Agnete, Kevins kæreste, selv har googlet det på efterfølgende side og kommet frem til at der ikke er nogen resultater. Ifølge bogen ligger Stormø omkring 40 min. ud fra Esbjerg - hvor jeg selv bor. Der er ikke noget der hedder Stormø, men jeg elsker at den forvirring som er i bogen omkring hvad Stormø er og hvor den egentlig ligger også fandt sted i mit hoved.

Efter at jeg havde vendt sidste side var jeg overbevist om at jeg blev nødt til at trække min rating ned fordi den ligner And Then There Were None i så høj en grad. Jeg besluttede mig for 4.5 stjerner på grund af dette og synes det var en meget realistisk rating. Af en eller anden grund gik jeg dog ned til 3.5 da jeg begyndte at skrive anmeldelsen, den røg senere op på 4 og nu, hvor jeg efterhånden har skrevet nok om bogen, overvejer jeg at give den 5 stjerner - den allerhøjeste rating. Jeg har selvfølgelig et stort problem med Hvor intet bryder vinden vs. And Then There Were None men jeg synes også at Leonora Christina Skov har formået at nyfortolke den i så stor en grad at jeg burde se bort fra dette. Jeg mener, vi har jo også nyfortolkninger af eventyr og de drager jo også inspiration fra allerede skrevne værker. Er alle bøger egentlig ikke bare nyfortolkninger når det kommer til stykket? Det er noget jeg vil snakke mere om end anden dag, men jeg ville lige give jer noget at tænke over.

Jeg er endelig kommet til konklusionen at Hvor intet bryder vinden skal have den højeste rating. Jeg kunne ikke slippe den og den har forbløffet mig på en måde som meget få bøger egentlig gør.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar