26. februar 2016

62 dage af Cilla Naumann

Original titel: 62 dagar
Udgivelsesdato: Februar 26, 2016
Forlag: Turbine
Genre: Ungdomsbøger
Format: Paperback, anmeldereksemplar
Kilde: Modtaget fra Turbine til gengæld for en ærlig anmeldelse
Antal sider: 124 sider 
Min rating: ★★/5

Goodreads Saxo Bogreolen.dk


Tom er i sommerhus med sin familie,nøjagtig som han plejer hver sommer. Men intet bliver, som det plejer. En aftenmed drengeslænget udvikler sig i en retning, ingen havde forudset, og pludseligskal Tom til afhøring på politistationen.

62 dage er Cilla Naumanns mesterlige skildring af en15-årigs kaotiske indre. Parallelt med de dramatiske hændelser får læserenindblik i hovedpersonens smertefulde møde med livets skyggeside: døden. Bogen er enkelt skrevet og letlæst, samtidig med at den rummer en sproglig dybde, nårforfatteren fx lader sin hovedperson spekulere over, hvad ordet MORDBRAND egentlig betyder.


Resultatet er en troværdig og medrivende,rystende og rørende roman for unge (12+).

62 dage er en bog som jeg nok ikke havde læst hvis jeg ikke havde modtaget den til anmeldelse. Det er normalt ikke noget jeg læser, og selvom jeg er glad for at have læst den, så kommer jeg nok ikke til at læse den igen. Jeg tror dog min yngre bror, og andre på hans alder, vil få meget mere glæde af den end mig.

I 62 dage møder vi Tom, han er 15 år gammel og har sommerferie i 62 dage - tydeligvis en stor del af plottet. Tom overraskede mig på mange punkter. Hans måde at tænke på forbløffede mig nok mest. Hvis der var mere af Toms tanker med, eller det udelukkende var hans filosofiske overvejelser, ville jeg nok have syntes meget bedre om bogen. Som det står nu er det den eneste grund til at jeg læste bogen færdig; jeg ville have mere af disse forunderlige tankemønstre.
Jeg er helt forelsket i duften af hybenroser.Det blev jeg for længe siden, faktisk er det bare en åndsvag lille ting, som hører sammen med mor og sommeren. Hun og jeg var på vej hen at købe ind en gang, da jeg var en lille lort. Pludselig stoppede hun og spurgte, og jeg ikke også syntes, at det duftede så godt fra alle hybenbuskene langs vejen. Så faldt noget på plads inden i mig.Eller en lampe blev tændt. 
Ligesom Tom er jeg også helt forelsket, ikke i hybenroser, men i de små passager som fremstår så enkle men som er så smukke. Hvorfor har vi ikke mere af den slags?
Jeg havde ikke forventet denne skiftende skrivestil som er til stede; på en gang er den simpel og speciel og til tider endda forbløffende, filosofisk og smuk - som citatet ovenfor. Jeg har aldrig mødt så speciel en skrivestil og jeg vil gerne have meget mere.

62 dage er særlig god skildring af en teenagers omskiftelige humør og puberteten generelt. Vi har Tom som er i denne svære periode hvor man ikke er helt barn og ikke helt voksen. Han tænker tit tilbage på barndommen og hvor let det hele havde været dengang. Tom synes, som alle andre teenagere, at hans forældre bare er vildt irriterende nogengange og hvorfor skal de også bare vide alt?  Jeg synes Naumann formår at skildre puberteten utrolig godt! Jeg kan se meget af mine yngre søskende i Tom og alene det gør at jeg synes at mange unge burde læse denne bog - inden de når puberteten eller lige i begyndelsen. Jeg tror mange ville have godt af det, måske kan de lære noget af Tom.

Hvad jeg virkelig godt kan lide er, at det hele er så underspillet. Der bliver egentlig ikke fortalt hvor gamle vores karakterer er i bogen, vi får ikke at vide at de er i sommerhus og vi får ikke at vide hvad der egentlig er sket før længere inde i bogen. Jeg har utrolig mange problemer med bøger som underspiller handlingen, for jeg vil altid have mere, men jeg synes at det passer til historien. Teenagere fortæller langt fra alt og de tager tit forgivet at man måske ikke lige ved alt.

62 dage siger så meget uden egentlig at sige noget og det forbløffer mig. Det er en meget kort roman som bringer mange forunderlige overvejelser. Den kommer dog også med en masse råd til vores kære unge og jeg kan klart se 62 dage som en meget brugt bog på skolebibliotekerne!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar