15. juni 2016

Ulykkernes tid af Moïra Fowley-Doyle

Ulykkernes tid af Moïra Fowley-Doyle. Udgives af Nyt Nordisk Forlag idag d. 15 juni. Modtaget til anmeldelse fra forlaget. Orig. titel: The Accident Season. Orig. udgivet i 2015. 275 sider. Ungdomsbog, magisk realisme. 3 ud af 5 stjerner
Denne bog er en som længe har floreret på de engelske medier og jeg har derfor været interesseret i den siden udgivelsen. Ikke at jeg havde planer om at læse den, men da muligheden bød sig kunne jeg ikke sige nej. Nu står jeg dog med det problem at jeg ikke ved hvad jeg egentlig synes om Ulykkernes tid. 

Ulykkernes tid handler om 17-årige Cara som hvert år kommer ud for ulykkernes tid. Ulykkernes tid finder sted i oktober måned hvert år; knogler brækker, huden får rifter og sjælen får skrammer.
Hele Caras familie kommer ud for ulykkernes tid. Både moderen, som i sin tid navngav ulykkernes tid, søsteren Alice, stedbroderen Sam og ethvert andet familiemedlem.
Cara, stedbroderen Sam og søsteren Alice tager ud for at finde Elsie, som på mystisk vis er forsvundet under ulykkernes tid dette år. Cara er på det sidste blevet meget interesseret i Elsie da hun er på størstedelen af de billeder hun har taget, men hun er simpelthen væk.

Ulykkerens tid foregår i Irland, som jeg i den grad er med på, jeg fik dog desværre ikke den samme følelse som jeg får af andre bøger som finder sted i Irland. Det er lidt en skam da jeg elsker Irland.

I begyndelsen af bogen hører vi om denne hemmelighedsbod som Elsie har opfundet. Man sætter sig ind bag en skærm, skriver sin(e) hemmelighed(er) på skrivemaskinen og lægger dem ned i en kasse. Hemmelighederne bliver så hængt op over hele skolen til sidst på året. Jeg fandt hemmelighedsboden vældig interessant og jeg kan huske at vi havde noget lignende på mit gymnasie! Der er et eller andet over at læse andres hemmeligheder uden at vide hvem hemmeligheden tilhører - måske burde vi praktisere det mere?

En af de små ting som jeg elsker er moderens hårfarve - hun er ikke en kedelig mor! I historiens nutid er det lilla og efterhånden som vi hører mere om karakterernes fortid finder vi ud af at hun både har haft blå, pink og orange hår! Der er et eller andet jeg elsker ved det, måske er det bare, at hun ikke er den traditionelle mor som vi finder i litteraturen.

Jeg tror efterhånden i ved hvor glad jeg er for at støde på læseheste i litteraturen og Ulykkernes tid er ikke en undtagelse! Både Cara og Sam kan lide at læse og vi får endda en hurtig tur til Galway hvor de køber bøger. Et af de mange uheld involverer også en bogreol som vælter ned over Cara, og jeg leede muligvis en smule da jeg læste den scene;

Jeg prøver at smile. "Hvem skulle nu have troet, at det kan være så farligt at læse bøger?" siger jeg. "Det er første gang, jeg fortryder min samling af indbundne bøger. Fra nu af vil jeg ikke have andet end paperbacks." 
Ulykkernes tid af Moïra Fowley-Doyle, s. 44-45

Jeg tror vi alle sammen kan relatere til Cara, dog ikke ved at vi har fået en reol ned over os, det håber jeg i hvert fald ikke! Men jeg ved da at jeg fortryder min samling - en lille smule - hver gang jeg omorganiserer mine reoler! Indbundne bøger er altså tunge bøger.

En karakter som jeg er særdeles glad for er Bea, Caras bedsteveninde. Hun læser tarot kort og betegnes egentlig som en heks. Hendes karakter er utrolig finurlig og jeg elsker at hun bliver beskrevet som skolens heks - for hun er alt det jeg elsker ved hekse! Selvfølgelig er hun en helt almindelig pige som har tarot kort limet fast til hænderne, men jeg elsker hende uanset! Jeg nød at læse om hende.

Allerede fra begyndelsen var jeg vild med Cara og Sam's forhold. Sams far Christopher kom sammen med Caras mor i et par år men forlod dem og efterlod Sam hos Caras mor. Da det er en ungdomsbog kan man regne ud at der bliver et romantisk aspekt, og jeg vil indrømme at jeg godt kunne lide det i dette tilfælde!

Det magisk realistiske aspekt i bogen er 'skiftinger'. Cara ser en gang imellem nogle væsener, som egentlig er en anden version af dem selv, og de får efterhånden deres eget liv. Til slut ser Cara egentlig skiftingerne som værende deres rigtige jeg, som er gemt bag deres menneskelige ydre. Det var utrolig interessant og anderledes, men det var ikke det jeg havde forventet af denne bog. Jeg havde ikke regnet med at det var magisk realisme.

Så alt i alt er det en fin fortælling - og jeg havde meget mere at sige om den end jeg havde regnet med - men umiddelbart er jeg altså ikke imponeret!

1 kommentar:

  1. Jeg var virkelig begejstret for den her bog, men det er altid interessant at læse hvad andre har at sige om den, selvom de ikke nødvendigvis er enige! :)

    SvarSlet